30.05.2007 12:00 Alder: 12 yrs

Skrevet af:
Marie Jensby

Sandhedens time

Sandheden er kommet frem. Bjarne Riis har været dopet, og undladt at sige sandheden om det. Løgnen har spillet en stor rolle i hans liv. Løgne kan få os til at se virkeligheden, som vi ønsker den skal være, og ikke som den er. Det forekommer mig, at cykelryttere ikke er de eneste i denne verden, som er blevet draget af løgnen. Lur mig om løgnen ikke også findes i ganske almindelige menneskers liv.

Løgner

Så skete det – cykelikonet Bjarne Riis gik til offentlig bekendelse. Doping har hjulpet ham til at køre stærkt på cykel og vinde cykelløb. 11 år skulle der går, før manden fik fortalt sandheden. Det er lang tid at gå rundt med en offentlig løgn. Nu skal dette ikke handle om cykelsport, for det er jeg vist ikke kompetent til at udtale mig om. Det, der skal være i fokus, er at manden har levet på en løgn i 11 år.

Mange snakker om Bjarne Riis og hans bekendelse. Der er mange meninger om den sag, nogle mener han er en hykler, andre ser ham som en helt, fordi han turde stå frem, nogle mener hans troværdighed aldrig kan genopbygges. Men er han nu den eneste, der har levet med en løgn i mange år?

Løgnen kan virke befriende

Personligt har jeg også undladt at fortælle sandheden i mange situationer. Sandheden kan gøre ondt og være ilde hørt. Sandheden kan gøre så ondt, at det forekommer lettere at leve med en løgn. Der kan være ting, som forekommer så ubehagelige og pinlige, at man kan have et så stort ønske om, at virkeligheden er anderledes, end den er. Måske har Bjarne Riis været så flov over sit misbrug, at han ikke ville erkende det og i stedet prøvede at bilde sig selv ind, at det ikke er foregået, og derfor har han sat sin lid til løgnen i alle disse år. Måske synes en hustru, at det er pinligt at manden drikker, at hun lyver for alle sine veninder om det. Måske findes der børn, som synes, det gør ondt, at forældrene er skilt og derfor bilder sig selv og andre ind, at faren bare er på en meget lang forretningsrejse. Måske synes jeg er det et nederlag, at jeg ikke kan klare alting selv, og derfor lyver jeg for mig selv og andre og fortæller, at jeg kan alt selv. Måske findes der mennesker, som ikke mener, de gør noget forkert og derfor ikke har brug for en frelser. Jo, sandheden kan gøre ondt og løgnen kan virke befriende.

Sandheden sætter fri

Men det er ganske enkelt ikke sandt, at løgnen er befriende. Løgnen spinder os ind i et net, så vi til sidst har svært ved at se virkeligheden, som den er. Jesus ønsker faktisk at sætte os fri. Jesus ønsker, at vi skal leve det liv, vi har fået. Det betyder at vi må gå til bekendelse, når vi falder, for hvis vi holder fast ved løgnen, så kan vi ikke leve livet fuldt ud. Jesus ønsker, at sandheden og ærligheden skal være kendetegnende i vores liv. Jesus vil og kan hjælpe os i kampen mod løgnen. Jesus ønsker at tilgive os, men hvis vi ikke vil erkende, at vi har brug for tilgivelsen, så kan vi heller ikke få den. Det er aldrig for sent at gå til bekendelse hos Jesus. Og der findes ikke den løgn, som Jesus ikke kan tilgive. Derfor kan det ikke betale sig stædigt at holde fast i løgnen, det er meget bedre at sige tingene, som de er. Hvis du vil leve livet fuldt ud, så se sandheden i øjnene og gør noget ved det, som er gået galt. Sandheden sætter fri. Jesus sætter fri.

Spørgsmålet er nu, om Bjarne Riis er den eneste, der har levet på en løgn, eller om du også har brug for at se nogle ubehagelige sandheder i øjnene? Har du brug for at snakke med Jesus og nogle gode venner om ting, der er gået galt for dig? Det har jeg, og min erfaring siger mig, at sandheden er bedre en løgnen.


Skrevet af:
Marie Jensby

Lagt på nettet 30.05.2007

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også