05.04.2004 12:00 Alder: 14 yrs
Benna Asmussen Hørlück

Skrevet af:
Benna Asmussen Hørlück

Opstandelsen og håbet

Den stærkeste scene i filmen "The Passion of the Christ" er for mig de sidste 15 sek. hvor man ser graven indefra, hører den dybe rumlen af stenen, der ruller fra og ser lyset bryde igennem - og i et kort øjeblik ser Jesus gå forbi - ud i lyset.

passion gravåbning 210px

Hvad er der, der sker her? Vores forestillinger slår ikke til. Hvordan så det ud inde i gravens mørke, da Jesu hjerte igen begyndte at pumpe og varmen spredte sig i hans døde kolde torturrede krop? Var det som en udbryder konges optræden? Eller som yoga-dyrkeren der forstyrres i en trance? Eller som når vækkeuret ringer mandag morgen? Eller var det en smuk scene af syngende engle der healede alle hans sår og smurte salver på.... og pludselig tav, da de mærkede hans åndedræt? Eller var Gud der og vækkede ham, som en far vækker sit barn? Måske hviskede Gud Jesus i øret: Nu må du stå op, det er overstået, du klarede det. Døden er besejret? Her slår vores forestillingsevne ikke til. Vi har ikke noget at sammenligne med til forskel fra begivenhederne omkring Jesu lidelse og død. Ondskaben, lidelsen, den meningsløse rå vold og ydmygelsen, dén kan vi forestille os. Vi kan også forestille os vennernes reaktioner, angsten, smerten, magtesløsheden, forvirringen, tvivlen - men Jesu opstandelse, det er mere end vi kan visualisere uden at det får et eller andet udtryk, som synliggør, at det her, har vi bare slet ikke fattet.

Har jeg forstået hvad opstandelsen var? Opstandelsen er et springende punkt. De her sidste 15 sek. af filmen har et udtryk af stilhed og nænsomhed oven på de mange voldelige scener. Det er de sekunder, der bliver hængende, for de rammer mig på et meget sårbart punkt. Jeg ved ikke om det afslører en mangel ved mig eller ved min tro, men det er ikke først og fremmest Jesu lidelse, der får mig til at tænke over mit eget forhold til Gud, det er de her sidste sekunder, og jeg er glad for, at de ikke bliver vist gennem bulder og brag... selvom det måske netop var sådan det skete? Mattæus fortæller i hvert fald i sin beretning om opstandelsen, at der kom et jordskælv, og en Herrens engel steg ned og væltede stenen fra graven og lignede lynild , og vagterne skælvede og faldt om som om de var døde..... Men de andre evangelister, de har ikke beskrevet hvad der skete, men først hvordan kvinderne og disciplene fandt stenen væltet og graven tom.

I Mel Gibsons film har opstandelsen dette forsigtige nænsomme og næsten poetiske udtryk. Det giver mig meget mere rum til refleksion end de mange rå voldsscener, og det har jeg netop brug for. I opstandelsen fødtes det håb, som hele kristentroen handler om – det evige liv. Måske er min tro sårbar på det punkt, og des mere har jeg brug for at reflektere over det. For få dage siden var jeg med til at anlægge min mors grav. Graven er for mig tom. Mor er gået før os andre ind til det evige liv. Hun er i Herrens hænder, som der står på stenen. Så når jeg står der ved min mors grav, så får troen på opstandelsen indflydelse på mit liv og min tro her og nu - ikke som en flygtig poetisk antydning som i filmen, men som erkendelsen af, at heri ligger det håb, som jeg bygger hele min tro på.


Benna Asmussen Hørlück

Skrevet af:
Benna Asmussen Hørlück

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også