25.01.2005 12:00 Alder: 13 yrs

Skrevet af:
Hans Jørn Østerby

Noget for noget

Vi roser af os af vores europæiske styreform, der i frisindets navn giver plads for alle uanset hudfarve og religion, med mindre – naturligvis - at man har alt for markante holdninger eller tager Bibelen alvorlig. Den slags er der selvsagt ikke plads til – for hvor ender vi så? Hvis en politiker begynder at antyde, at der kan være noget galt i det moderne menneskes måde at indrette sig på, ja at den ligefrem kan være i strid med Bibelen og dermed i strid med kærligheden, så må man sige fra.

Valg 100

Valg 210

Valgkampen raser. I praksis har den længe sat dagsordenen for den mudder, der er blevet kastet af politikere fra flere sider i det danske folkestyre.

Hør lige det udtryk: Det danske folkestyre. En institution, vi er stolte af. Det ældgamle demokrati, der lader folkets røst og mening afgøre hvem, der i det daglige sætter dagsordenen og regerer vort land til alles bedste; demokratiet, som vi anser for en så fremragende og fri styreform, at den for de undertryktes egen skyld skal påtvinges enhver ude i verden, som ikke i forvejen ejer den.

Vi roser af os af vores europæiske styreform, der i frisindets navn giver plads for alle uanset hudfarve og religion, med mindre – naturligvis - at man har alt for markante holdninger eller tager Bibelen alvorlig. Den slags er der selvsagt ikke plads til – for hvor ender vi så? Hvis en politiker begynder at antyde, at der kan være noget galt i det moderne menneskes måde at indrette sig på, ja at den ligefrem kan være i strid med Bibelen og dermed i strid med kærligheden, så må man sige fra. Den slags går ikke. Der skal være plads til alle, uden undtagelse, dog med få undtagelser.

Derfor ser vi for tiden i EU – og sikkert også herhjemme i vor egen lille andedam – at det højt besungne demokrati er ved at udvikle sig til et flertalsdiktatur. Og hvilken forskel er der på undertrykkelse, om den udøves af et diktatur i form af nogle enkelte personer, eller den udøves af et flertal mod et mindretal. Sundheden i et demokrati måles let på, hvordan mindretallet og minoriteterne har det. Spørg så bare de mørklødede i huden, eller de ufødte, eller de gamle om de føler sig værdsatte i vores demokrati. De gamle er kastebold, de ufødte kan ikke protestere og indvandrerne tager for en dels vedkommende ud af landet under valgkampen, simpelthen af frygt for følgerne af de skræmmekampagner, der males på væggen.

Andre muligheder?

Misforstå mig ikke – jeg går ikke ind for en anden styreform end demokrati; men billedet vælter, når man i demokratiets navn ikke går kærlighedens ærinde. Jeg spørger fra tid til anden mig selv, hvilke politikere, der stiller op af kærlighed til deres land og deres folk, for sådan en politiker vil jeg gerne stemme på.

Hvem stiller sit mandat til rådighed i kærlig opofrelse for Danmark og for os, der er blevet den politiker betroet. Er det ikke mere drømmen om magt, der driver værket? Jeg ved det ikke. Jeg har bare svært ved at forstå, at det er nødvendigt at svine andre politikere til for selv at komme frem, så man i villig tjeneste for sit land kan stille sig til rådighed. Er der for resten ikke også noget med at ordet minister betyder tjener?

Jeg finder snarere forholdene modsatte. Den enkelte politiker skal overbevise mig om, hvor meget jeg får ud af det, hvis han kommer til magten. Så kan jeg regne med nul dankortgebyr, lavere takster for børnepasning, lavere skatter, flere i arbejde og en hel masse andet godt. Det drejer sig nemlig om at få hjulene til at snurre hurtigere og hurtigere, så vi kan løbe stærkere og stærkere og købe mere og mere og blive endnu mere lykkelige end vi er i forvejen!

Hvem har sidst hørt en politiker erkende en fejl og bede om tilgivelse hos modstanderen eller hos befolkningen?

Er der noget at sige til, at nogle af os finder det vanskeligt at manøvrere i sådan en valgkamp?

Noget for noget

Problemet er måske, at sådan som verden i dag er skruet sammen, så er den i virkeligheden så langt fra det, der var den oprindelige mening, at noget i os siger fra. Og knuden i maven vokser. Hvis vi drister os til at kaste et enkelt blik i Bibelen, der har været mange menneskers fundament i årtusinder, så møder vi et budskab om nåde. Nåde, nåde og atter engang overvældende nåde. Gud giver os alt for intet. Og ude i samfundet hedder sloganet i stedet ”Noget for noget”. Den, der yder meget, får meget, den, der ikke kan yde noget, får intet. Det er vel det modsatte af nåde – det er vel nådesløshed. Det er millimeterretfærdighed. Men kan verden se anderledes ud? Er vi også nødt til at straffe den, der ikke yder og belønne den, der gør?

Den dag en politiker viser mig et værdigt demokrati, der levner plads til de umælende og minoriteterne, og giver indtryk af, at han eller hun i kærlighed vil arbejde for et samfund, der ikke skal styres af kortfristet gæld og amerikanske aktiekurser, så har jeg genvundet min respekt for folkestyret.

Indtil da, må jeg stemme mere af pligt end af lyst.


Skrevet af:
Hans Jørn Østerby

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også