22.11.2006 12:00 Alder: 13 yrs
Benna Asmussen Hørlück

Skrevet af:
Benna Asmussen Hørlück

Når løgnen skal frem

Vi kender alle Jesper Skibby som cykelsportens glade klovn. Han var altid frisk med sjove kommentarer og smarte bemærkninger. TV-kameraerne elskede ham, og den kærlighed var ofte gensidig. Forleden dukkede den glade dreng pludselig op som en alvorlig mand ved en overraskende pressekonference, for i dag udkommer en afslørende bog, hvoraf det fremgår, at Jesper Skibby frisk og frejdig løj hele Danmark lige op i ansigtet, hver gang han blev spurgt, om han var dopet. Han var nemlig dopet, også i den grad, at det var et misbrug der tog om sig.

Jesper Skibby

Det mest bemærkelsesværdige er faktisk, at der slet ikke er tale om afsløringer, der er ingen, der har lagt fælder for Jesper Skibby, efterforsket og fundet beviser. Den vinkel kender vi desværre alt for godt i cykelsporten. Men Jesper Skibby er ikke blevet afsløret, han står selv frem, 6 år efter hans cykelkarriere sluttede, på et tidspunkt, hvor han kunne lade alt snyd og bedrag være glemt og begravet. Men sådan er virkeligheden ikke, for dem der er blevet mærket af løgnen, og Jesper Skibby udtrykker det sådan: "Jeg har talt meget, men jeg har aldrig fortalt sandheden. De fleste så mig som den glade dreng, selv når det så sort ud. Men det var en maske. Og nu er det tid til at smide masken."

Mærket af løgn

For Jesper Skibby er det ikke et opgør med bagmænd eller et forsøg på at rense sit navn eller anklage andre. Det handler først og fremmest om at kunne se sig selv, sine børn og kære i øjnene. "Jeg vil ikke længere være slave af mine egne løgne. At skrive denne bog var mit livs sværeste valg, men det var det rigtige valg. Mit liv har været et stort bedrag. Jeg har skullet reflektere over mange ting, inden jeg besluttede mig. Men jeg vælger at sige sandheden for at kunne holde mig selv ud resten af livet”.

Lys og frisk luft

I aften (onsdag 22. november) er Jesper Skibby ”Ugens profil” på DR1, for Skibbys bekendelse gør indtryk på os alle. Det tror jeg vi må sige. Han rører ved det helt afgørende og nødvendige som ingen af os kommer udenom, at hvis vi vil fri af løgn og bedrag, så vi kan se på os selv med værdighed og stolthed, så er der ingen vej udenom – så må løgnen frem i lyset, vinduerne må på vid gab, så den rådne indespærrede luft forsvinder.

Vejen til frihed

I weekenden lyttede jeg til en anden kendt mands bekendelser. Det var Niels ”Noller” Olsen, den ene part af brødrene Olesen. Han var på bogmesse i Forum og præsenterede hans bog:” Det er muligt – en vej rundt om misbruget”. Det er også en mand, der bærer på en helt anden historie end den, vi kender af glamour og succes. Et misbrug der var ved at tage alt fra ham. Det er ikke den slags historier man fortæller for at vinde sympati eller score kassen. For det er en historie af skam og ydmygelse. Hvorfor vælger han at stå frem og fortælle om sin smerte? Fordi, siger han selv: ”Jeg håber, at det kan give andre håb og tro på, at selvom alt synes tabt, så er der en mulighed, hvis man ser sit misbrug i øjnene og søger hjælp. Det nytter ikke at holde facaden – og se sej og smart ud i rampelyset, hvis man indvendig er ved at falde fra hinanden”.

Evangeliet – betyder glædeligt budskab

Jeg synes ikke, jeg behøver sige så meget mere. For det hænger nøje sammen med det budskab Bibelen har til os. Evangeliet handler netop om, at vi ved at bekende vores synd, svigt og svig, får tilgivelse og oprejsning. At bekende sin synd er at lægge en tung byrde fra sig – det virker ikke at glemme og gemme.

Det kan vi i denne uge takke ”Noller” og Skibby for at minde os om.

- og jeg vil supplere med Bibelens budskab til os alle:Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed. (1. Johannes' brev kapitel. 1 vers 8-9)


Benna Asmussen Hørlück

Skrevet af:
Benna Asmussen Hørlück

Lagt på nettet 22.11.2006

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også