10.04.2003 12:00 Alder: 15 yrs

Skrevet af:
Ruth Thorsen

Når Gud er langt væk

"Hvorfor lige mig?" Det var Karina Overbys spørgsmål til Gud, da hun fik en depression. Vi vender os ofte til Gud med vores 'hvorfor?', når vi udsættes for trængsler eller rammes af alvorlig sygdom. Eller når mørket sænker sig over vores sind, og vi bare ikke kan finde ud til lyset igen. 'Hvorfor lige mig?'

etord1503-karina187.jpg

Og når vi midt i det svære har brug for at vide, at der er en mening med det, og vi så ikke ser svaret men lidelsen bare fortsætter, kan Gud pludselig føles langt, langt væk. Hvorfor fjerner Gud ikke sygdom, død og ulykke, hvis han elsker os så højt. Hvad hvis Gud er fjenden?"

Sådan oplevede Karina Overby fra Strandby det, da hun for halvandet år siden blev syg. Hun fik en depression og røg så langt ned, at hun mistede troen på, at hun var værdifuld nok til at leve. Den 19. november 2001 blev hun indlagt på intensivafdelingen efter et selvmordsforsøg.

Ser det fra vrangen

"For et par måneder siden fik jeg en snak med min genbo, der også er kristen, og det satte gang i en proces. Og jeg er kommet frem til, at det er okay, at jeg bliver vred på Gud og synes, at han er møg-uretfærdig," fortæller 26-årige Karina, der har været gift med Ruben i fire år.

En nat, hvor Karina som ofte før lå og 'talte får', tog hun en bog frem, som handler om lidelse. Der var gået halvandet år, hvor hun ikke kunne læse i Bibelen eller være ægte i sin bøn til Gud – hun sagde bare ordene. Men Gud talte til hende gennem bogen.

"Vi ser Guds plan fra bagsiden. Vi ved, vi tror på, hvad der er på den anden side, på Guds side: en dristig, fuldkommen plan for hvert enkelt menneske, et skønt harmonisk skaberværk, som simpelthen ikke kan gøres bedre. Men vi ser det hele fra vrangen, hvor trådene i Guds billedvæv virker som en katastrofal forvirring – disharmonisk, formålsløs og svimmel." (Citat: Leif Andersen: "Gud, hvorfor sover du?" - Lohses Forlag).

"Guds mening med lidelsen forbliver oftest skjult for os, men Gud er kærlighed, og hans hensigt er og forbliver kærlighed. Han vil frelse os – koste hvad det vil. Vi må tro det, for det er sjældent, vi kan se det," slutter Karina.


Skrevet af:
Ruth Thorsen

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også