19.12.2012 12:00 Alder: 5 yrs
Anette Maria Ingemansen

Skrevet af:
Anette Maria Ingemansen

Julens mysterium drukner i ritualer

"Vi har så mange forskellige spirituelle teknikker inden for den nye åndelighed, hvor man skal præstere noget. Det fantastiske i julens budskab er, at Gud gør den første bevægelse hen imod os. I et af brevene i Bibelen hedder det, at Gud elskede os først," siger programvært Iben Tranholm fra DRs P1.

Jeg møder Iben Thranholm en dag i december i DR-byen. Midt mellem en masse kolleger i et stort cafeteria fortæller hun om julen, som hun vægter højt.

"Det er Jesu fødselsdag," forklarer programværten. Hun er i advents- og juletiden meget glad for at komme i kirken og meditere stille over julens budskab. Iben Thranholm har reflekteret en del over juletemaet: "Herrens komme til os." 

Her på det seneste har Iben Thranholm tænkt på, at vi skal have den samme tilgang til julen som englene ude på marken.

"De sang med stor ærefrygt om det kæmpestore mysterium, at Gud blev født som menneske. Julens store forkyndelse af, at Gud fysisk kom til verden, er så vigtig, for teologi og tro har en tendens til i vores tid at blive meget abstrakt.”

"I dag tager vi Jesu fødsel for givet, og det bliver så trivialiseret. En mængde juleritualer tager opmærksomheden fra det ufattelige mysterium, hvordan Gud kunne blive menneske."

Den ydmyge skikkelse

Programværten udfolder sin forundring over julens mysterium. "Gud er så solidarisk, at han vil stille sig på niveau med os, og at han kommer i den mindste af alle skikkelser, nemlig et barn. Gud kunne have valgt mange slags skikkelser, men han vil gerne gøre sig så lille, at vi kan lære at elske ham."

Gud har en bestemt grund til at komme til verden som et lille barn.

"Gud bliver så konkret for at kunne møde os, og det personlige møde er for mig at se centralt i kristendommen. Gud lader sig føde som et barn for at gøre det nemmere for os at møde ham. Det er meget enkelt at møde et barn, det er der ikke noget abstrakt over. Det er de færreste mennesker, der bliver frastødt af et barn. Man vil gerne tage et barn op, beskytte det, gøre noget for det og have et forhold til det," forklarer Iben Thranholm.

"Det siger meget om Guds væsen, at han lader sig føde som et barn. Han vælger den ydmyge skikkelse, og han vælger en stald, der ikke er noget pompøst over. Det viser, hvor langt Gud vil strække sig for at elske. Det kommer også til udtryk i Jesu ydmygende død på korset." 


Anette Maria Ingemansen

Skrevet af:
Anette Maria Ingemansen

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også