21.02.2001 12:00 Alder: 17 yrs

Skrevet af:
JesusNet.dk

Jesus og Gud - hvad siger han selv?

Når vi skal undersøge hvem Jesus er, er det nærliggende at begynde med at undersøge Jesu helt specifikke vidnesbyrd om sig selv. Hvem siger han selv at han er? Hans selvvidnesbyrd er højst bemærkelsesværdigt, både med hensyn til, hvad det siger, og hvad det ikke siger.


Messias

Når de fleste jøder tænkte på de gode dage i fremtiden, hvor Gud ville indføre sit kongedømme, kædede de det sammen med Messias' komme. Han ville befri landet og bringe dets indbyggere uanede velsignelser i en ny guldalder. Mere end halvtreds gange i evangelierne og to hundrede og firs gange i resten af Ny Testamente kaldes Jesus Messias eller Kristus (ordene er hebraisk og græsk for det samme: "den salvede"). Men det er aldrig sådan, at Jesus selv direkte træder frem og proklamerer, at han er Messias. Titlen var for nationalistisk, for vildledende. Skønt den altså blandt de første kristne optræder alle vegne som titel for Jesus, kan vi ikke være sikre på, at han selv lagde vægt på at bruge den - om end han i hvert fald blev henrettet som Messias-prætendent. Nej, han gik ikke rundt og udråbte, at han var Messias; der var andre betegnelser, han gjorde krav på.

Menneskesønnen

Det, han først og fremmest kaldte sig selv, var "Menneskesønnen". Ordet findes mere end firs gange i evangelierne, og det er altid ham selv, der bruger det. Han bruger det på tre måder. Ved et par lejligheder viser det hen til hans gerning på den tid og hans krav på både at være herre over sabbatten og kunne tilgive synder. Men de øvrige steder viser det enten hen til Menneskesønnens lidelse, hvor han påtager sig rollen som Esajas' lidende tjener, der bærer synden, eller til den herlige fremtid, hvor Menneskesønnen ved tidernes ende vil vende tilbage til denne verden i Faderens herlighed for at afslutte historiens løb. "Menneskesønnen" er for så vidt en mærkværdig titel, fordi den på aramaisk blot kunne være en anden måde at sige "jeg" på - omtrent som "man" bruges på dansk. Men i nogle tilfælde er det, som Jesus gør krav på ved at anvende betegnelsen, for tydeligt til, at den kan fejes til side på den måde. Under retssagen mod ham sagde han: "Og I skal se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme på himlens skyer." Intet under, at ypperstepræsten mente, han havde en oplagt sag, da han hørte de ord. "Hvad skal vi nu med vidner? I har selv hørt bespottelsen." Ja, sandelig en gudsbespottelse - medmindre det var sandt!

Guds søn

Fra tid til anden kaldte han også sig selv "Sønnen". Han fortalte en vidunderlig lignelse, møntet på Israels religiøse ledere. Gud, sagde han, lignede en mand, der plantede en dejlig vingård og forpagtede den bort til nogle vinbønder. Men når han hvert år sendte sine folk for at få noget af frugten, slog de onde vinbønder løs på dem og sendte dem tomhændede bort. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Det gjorde de ikke. De greb ham og slog ham ihjel. Og de ville uundgåeligt få deres straf. Farisæerne forstod straks - som vi alle gør - hvem "sønnen" var. Jesus hævder her, at han har et enestående sønligt forhold til Gud, noget der var helt uhørt i Israel.

Sønnen og Faderen

Hvis man tænker på disse to ord "Søn" og "Fader", er de glimrende valgt. Jesus var et menneske; ikke Gud i forklædning. Men han var ikke alene et menneske; han havde del i Guds væsen. Hvilket bedre billede kunne man så ønske sig end far og søn? En søn har del i sin fars væsen og er alligevel sig selv. Og fortroligheden mellem far og søn kan være den største i verden. Jesus hævdede, at han havde del i den almægtige Guds væsen og i hans fortrolighed.

At Jesus var klar over, hvem han var, kommer antydningsvis til udtryk på så mange måder, især når han uden nogen form for hovmod gør krav på noget, der tilskrives Gud i Det gamle Testamente. Lad mig forklare, hvad jeg mener:

I Det gamle Testamente er Gud alene forløseren. "Han udfrier Israel fra al dets skyld," læser vi i Salmerne. Men Jesus kommer og siger, at han vil give sit liv som løsesum for mange! I Det gamle Testamente tilhører "æren" Gud alene. "Jeg er Jahve ... Jeg giver ikke min ære til nogen anden," læser vi. Men hvad siger Jesus i den kendte bøn, der står i Johannesevangeliet 17? "Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til." I Det gamle Testamente er det også Guds ord, der varer evigt, i modsætning til blomsterne, der visner. Jesus godtog helt klart dette ophøjede syn på Guds åbenbaring i Det gamle Testamente; han sagde: "Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven." Hans ord er Guds ord; de varer evigt. Måske er det, der gør stærkest indtryk af det alt sammen, at Gamle Testamente hævder, at Gud alene er "frelser" og "dommer". Men Jesus siger på den ene side, at han er kommet for at søge og finde de fortabte, og på den anden, at Faderen har overdraget hele dommen til Sønnen.

"JEG ER"

Det er i naturlige sammenhænge som disse, jeg ser Jesu selvvidnesbyrd træde så tydeligt frem. Men der er et andet, endnu mere udtrykkeligt vidnesbyrd, som jeg gerne vil henlede opmærksomheden på. Det er meget bemærkelsesværdigt, men bemærket bliver det sjældent. Det ligger i to små ord: ani hu på hebraisk og ego eimi på græsk, oversat jeg er. Forcen i disse små ord nedtones ofte i oversættelserne, fordi man ikke bare kan sige "jeg er"; man må sige "jeg er den og den" eller noget i den retning. Men "jeg er" er det helligste navn for Gud selv i Gamle Testamente. Han er kilden til alt liv, den evigt levende. Da Moses så tornebusken brænde uden at brænde op i Sinajs ørken, følte Guds nærvær og vovede at spørge om hans navn, var svaret "jeg er" - ani hu. Dette navn for Gud blev ikke alene holdt i ære i Israel, det blev ofte brugt og indgik i liturgien både ved løvhyttefesten og påsken, hvor der blev læst tekster, der var fulde af "jeg er" som for eksempel følgende: 

"I er mine vidner, siger Herren, min tjener, som jeg har udvalgt, for at I må forstå og tro på mig og indse, at jeg er den eneste. Før mig blev der ikke dannet nogen gud, efter mig vil der ingen være; jeg, kun jeg er Herren, der er ingen anden frelser end mig. Jeg er fra evighed Gud. Også for fremtiden er jeg den samme, ingen river noget ud af min hånd; hvem kan gøre det ugjort, når jeg handler?" (delvis oversat fra engelsk). 

Jesus bruger Guds navn

Det er jo nøjagtig det samme, Jesus siger om sig selv - at han er den guddommelige "jeg er". Somme tider er det meget tydeligt, til andre tider tvetydigt. Det overlades som altid til os selv at tage ansvaret for at vurdere vidnesbyrdet og tage stilling.

Vi finder det i Jesu samtale med den samaritanske kvinde. Hun spekulerer på, om Jesus mon kunne være Messias. Han korrigerer hende tilsyneladende, når han siger: "Det er mig (egl. jeg er), jeg, som taler med dig." Det kan selvfølgelig forstås sådan, at han giver hende ret i hendes formodning: Han er Messias; men husk på, at det var en betegnelse, han ikke selv brugte. Han kommer altså muligvis med en langt mere radikal påstand. Han er ikke bare Messias, men den guddommelige "jeg er".

Det kommer endnu tydeligere frem i det andet eksempel. Der er et voldsomt uvejr på Genesaret Sø. Disciplene, som ellers er hærdede fiskere, er skrækslagne. De bliver endnu mere forfærdede, da de ser Jesus gå på bølgerne. Han siger til dem: "Vær frimodige, det er mig (egl. jeg er), frygt ikke!" Det guddommelige navn ledsager den guddommelige handling at stille stormen.

Da Jesus engang drøftede Abraham med jøderne, hævdede han, at Abraham jublede over at skulle se hans dag. Hans modstanderes indignerede svar var: "Du er endnu ikke halvtreds, og du har set Abraham?" Jesus sagde til dem: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg er før Abraham blev født." Vi får at vide, at de tog sten op for at kaste dem på ham. De var helt klar over, hvad det var, han mente.

Midt under retssagen, da ypperstepræsten spurgte ham, om han var Messias, svarede Jesus med de samme to små ord: "Jeg er." (eng. overs.). Mente han, at han var Messias, noget han aldrig før i sit liv selv havde proklameret? Måske. Men det er mere sandsynligt, at han brugte disse ord med hele den dybde, som er i det gammeltestamentlige navn for Gud. Ikke bare Messias, men Gud i egen person. Intet under, at ypperstepræsten flængede sine klæder og råbte gudsbespottelse!

Og endelig på den sidste mindeværdige aften, som han tilbragte sammen med sine disciple, forudsagde han, hvordan Judas ville forråde ham, og sagde: "Jeg siger det til jer allerede nu, inden det sker, for at I, når det er sket, skal tro, at jeg er den, jeg er (egl. blot: skal tro, at jeg er)." Han ønsker frem for alt, at hans disciple skal være sikre på, hvem han er.

"Jeg er den, jeg er"

Der ligger selvfølgelig en hemmelighedsfuldhed og tvetydighed i disse ord. Somme tider kan de bare være udtryk for en enighed i det, en eller anden har spurgt om; men det kan aldrig gælde en så forunderlig udtalelse som "Jeg er før Abraham blev født." Jeg tror, vi kan være sikre på, at Jesus til tider med velberåd hu brugte dette udtryk for at føre tilhørerne tilbage til Guds hellige navn i Det gamle Testamente, et navn der i vid udstrækning blev studeret i samtidens jødedom. Rabbinerne var ikke i tvivl om pointen. Hør hvad én af dem, rabbi Eliezer, sagde omkring 160 e.Kr.: 

"Gud så, at en mand, søn af en kvinde, engang ville fremstå og forsøge at gøre sig selv til Gud og føre hele verden vild. Og hvis han siger, han er Gud, er han en løgner. Og han vil føre mennesker vild og sige, at han vil drage bort og vende tilbage ved tidernes ende." 

Hør, hvad en anden, rabbi Abbahu af Cæsarea, siger. Han skriver omkring hundrede år senere, men citerer fra en meget tidlig kilde: 

"Hvis en mand siger: "Jeg er Gud", er han en løgner. Siger han: "Jeg er Menneskesønnen", vil hans endeligt blive sådan, at han vil fortryde det. Siger han: "Jeg stiger op til Himlen", er det så ikke noget, han siger, men ikke gør?" 

En aggressiv påstand

Disse angreb er helt klart rettet mod de vidnesbyrd, Jesus aflagde om sig selv. Det er tydeligt ikke alene i evangelierne, men også i udtalelser fra hans fjender, at han brugte Guds hellige navn om sig selv. Det er Jesu klareste og dristigste selvvidnesbyrd. Det indeholder intet af det billedsprog, der nødvendigvis er forbundet med begreber som "Menneskesønnen" eller "Guds Søn". Det er enkelt, direkte og fantastisk dristigt. Jesus tager Guds navn og hævder sin ret til det. Det var derfor, han kunne være så sikker på, at Guds rige var midt iblandt dem - for han havde selv bragt det med! Når Jesus siger: "Jeg er", mener han: "Hvor jeg er, dér er Gud. Hvor jeg lærer, dér lærer Gud. Hvor jeg handler, dér handler Gud. Hvor jeg giver et løfte, dér giver Gud et løfte. Hvor jeg lider og dør, dér lider og dør Gud." Det er umuligt at forestille sig et mere udfordrende selvvidnesbyrd. Man kan kun i undrende tilbedelse sige "ja" eller i aggressiv afvisning sige "nej" til en sådan påstand.

Udfordringen

Jesus selvvidnesbyrd, sammenholdt med hans øvrige handlinger, hans løfter og det, han sagde om sig selv, adskiller Jesus fra alle andre mennesker. Og hvad med dig, hvem siger du, han er? Det er den mest betydningsfulde afgørelse, du nogen sinde kommer til at træffe. Han stiller sig lige foran dig og siger: "Tag din beslutning. Bestem dig!"

C.S. Lewis var en fremragende Oxford-professor, der følte sig tvunget til at tage en beslutning i den sag. Den betød en dybtgående ændring i hans liv, og gennem hans forfatterskab i millioner af andres liv. Han minder os om, at der ikke er nogen mulighed for at standse op på halvvejen her. Der er ingen parallel i andre religioner. Jesus er helt igennem enestående: 

Det, Jesus siger, er meget forskelligt fra, hvad andre lærere har sagt. Andre siger: "Dette er sandheden om universet. Dette er den vej, du bør gå." Han siger: "Intet menneske kan nå til den absolutte vished undtagen gennem mig. Prøv at bevare dit eget liv, og du vil uundgåeligt gå til grunde. Giv dig selv, og du vil blive frelst." Han siger: "Hvis du skammer dig over mig, hvis du, når du hører mit kald, vender dig den anden vej, vil jeg se til den anden side, når jeg kommer igen som Gud uden forklædning. Hvis noget som helst holder dig borte fra Gud og mig, så smid det væk, ligegyldigt hvad det er. Hvis det er dit øje, så riv det ud. Hvis det er din hånd, så hug den af. Hvis du sætter dig selv først, vil du blive den sidste. Kom til mig, alle I, der bærer tunge byrder, og jeg vil ordne det. Jeres synder - dem alle sammen - er udslettet. Det kan jeg gøre. Jeg er en ny fødsel, jeg er Livet. Spis mig, drik mig - jeg er jeres næring. Og til sidst, vær ikke bange, jeg har sejret over hele verden." Det er sagen. 

Ja, det er i sandhed sagen. Nu har du set, hvad Jesus siger om sig selv. Hvad siger du så?

Uddrag fra bogen "Hvem er denne Jesus?" (Lohse)


Skrevet af:
JesusNet.dk

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også