21.07.2018 16:45 Alder: 148 days
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Hvornår er jeg god nok?

Skal man tro samfundsforskere, så stiller mange af os ofte spørgsmålet "Hvornår er jeg god nok?" til os selv 

I et samfund med rigtig mange ydre og indre krav om at leve op til mange ting tænker jeg tit: ”Er det her mon godt nok?” – ”Skal jeg yde mere, eller kan jeg slappe af nu?”. Gud har to korte svar på spørgsmålet: ”Aldrig” og ”Altid”.

Aldrig

Gud vil fornuftigt nok spørge: ”Godt nok – til hvad?”. Hvis det er godt nok til at leve op til målet for de mennesker, Gud har skabt, så er svaret ”Aldrig”.

Siden syndefaldets katastrofe har intet menneske kunnet elske i den kvalitet, der ligner Guds kærlighed. Gud skabte os til guddommelig kærlighed, og vi valgte menneskelig egoisme. Det er selvfølgelig ikke det, vi oplever i hverdagen. Men det er mest fordi, vi slet ikke aner, hvor god kærlighed egentlig kan være.

Jeg bliver aldrig god nok til at kunne passe ind i den fuldkomne verden, som Gud en dag skaber til os. En verden med evigt liv og fuldkommen kærlighed.

Altid

Hvis jeg derimod skal være ”god nok” til, at Gud elsker mig, så er svaret ”Altid”. Gud skabte mig, og Gud elsker mig – uanset hvad. Jeg har altid uendelig stor værdi for ham. Hvis jeg vil med i den nye verden, så vil Gud give mig adgang. Helt gratis. Gennem hans tilgivelse og hans nyskabelse af mit åndelige liv.

Jeg skal ikke gøre nogle religiøse øvelser eller praktiske gerninger ”godt nok”. Jeg skal tage imod med den glæde og den totale mangel på forbehold, som kun et barn kan have.

Har jeg denne tryghed som basis for min mavefornemmelse, kan jeg på en langt mere frigjort måde gå i gang med at se på, hvor jeg i hverdagen trænger til at blive bedre. Ikke for at Gud skal kunne lide mig – men for at gøre denne verden lidt bedre at leve i, mens vi venter på den fuldkomne.


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 21.07.2018

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også