05.03.2001 12:00 Alder: 19 yrs

Skrevet af:
JesusNet.dk

Hvad Jesus ikke kunne...

Jeg har altid ment at Guds almagt betyder at der er intet som Gud ikke kan. Men så læste jeg noget i Bibelen om Jesus, som fik mig til at indse at der faktisk er noget som Gud ikke kan! Det er noget, der bliver sagt, mens Jesus hænger på korset – og folk går forbi og håner og spotter ham. "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse…! ... Hvis du er Guds søn, så stig ned fra korset!" (Mark. 15,29-32)

Hvorfor gjorde han det ikke?

Andre har han frelst… sig selv kan han ikke frelse!! Står der virkelig her, at den almægtige Gud – som Jesus jo også er – ikke kan?

Ja, faktisk! Jesus kunne ikke frelse sig selv… Han kunne ikke stige ned fra det kors!

Jamen – hvad er det så for en vattet Gud! Så er han jo ikke almægtig…! Hvorfor kan han ikke det, hvis han er almægtig?

Svar: Gud er den ultimative, reneste, personificerede KÆRLIGHED. Gud er kærligheden.

… og hvad har det så med sagen at gøre…?

Ser du, det gik pludselig op for mig, at Jesus er begrænset af sin kærlighed til os – for kærlighedens væsen er at ofre alt for sin elskede. Jeg er Jesu elskede. Tankeeksperiment: HVIS nu Jesus alligevel havde ombestemt sig, var steget ned fra korset og gået sin vej – hvad var konsekvenserne så? Ja – det, at han gik fortabt i stedet for mig, at han blev ultimativt forladt af Gud i stedet for mig, at han døde i ordets aller-uhyggeligste forstand – i stedet for mig, det betyder, at jeg nu har tilbuddet om at blive frelst. Det tilbud er ens for både dig og mig, der er ingen forskel.

Men hvis Jesus nu havde ombestemt sig og var gået væk fra Golgata dengang – så var det IKKE blevet fuldbragt. Så var der IKKE blevet mulighed for et tilbud om frelse for mig. Så ville det hele ha’ været et flop.

Og det med, at Gud er kærlighed, ville ha’ været en skrøne – en sød historie – og en fed løgn! For en Gud, som er total, ultimativ, ren og evig kærlighed kan IKKE stige ned fra et kors, hvis han ved, at konsekvensen vil være, at hans elskede mister muligheden for at blive frelst fra synd og død og fortabelse.

Men Gud kan ikke handle mod sit eget væsen – han kan ikke gøre noget, som sender hans elskede direkte i død og fortabelse uden en chance. Deraf følger, at det er kærligheden til dig og mig, som gjorde, at det var umuligt for Jesus at stige ned fra det kors.

Misforstå mig nu ikke – for det betyder ikke, at der ikke er nogen, som går fortabt… Desværre. Men det betyder, at alle har den samme chance for at undgå helvedet i evigheden, hvis de ta’r imod den kærlighed fra Jesus…

Det er verdenshistoriens største kærlighedserklæring, jeg ser her – for de havde ret, de mennesker, som spottede ham. Det vidste de bare ikke selv! Sig selv kunne han ikke frelse – for så ville det koste mig min frelse.

PS! Og det synes jeg ærlig talt ikke, gør ham til en Gud, som ikke er almægtig… for sådan en guddommelig kærlighed er den stærkeste magt i universet og evigheden!

PPS! Den kærlighed vandt faktisk også over både synd, død og fortabelse – det læste jeg nogle sider længere henne… For Jesus forlod sin grav igen, vandt over døden – fordi han er kærligheden selv, fordi han elsker mig! Og dig…

Hvad vil du stille op med den kærlighedserklæring? 


Skrevet af:
JesusNet.dk

Lagt på nettet 05.03.2001

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også