08.06.2016 00:00 Alder: 1 year
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Husk at drikke

Her i varmen glemmer vi let at drikke vand nok. Jesus kalder sig selv Livets vand. Også dette vand kan vi glemme at drikke nok af, selv om vi elsker smagen og virkningen af det.


Foto. Getty Images/iStockphoto

Når vi har hedebølge, hører vi altid det gode råd: ”Husk at drikke rigeligt med vand!”. Især børn og ældre kan underligt nok glemme at drikke nok vand i varmen. Man skulle tro, at man af sig selv følte tørst. Men sådan er det ikke altid. Man kan ende med at blive svimmel og få hovedpine – og måske endda blive alvorlig syg. Også voksne kan glemme at drikke.

I weekenden var jeg på festival i høj sol. Og selv om jeg synes, jeg tømte adskillige vandflasker, fortalte hovedpine og farven på min urin mig tydeligt, at jeg havde væske-underskud.

Unaturligt

Det kan synes meget unaturligt nærmest at skulle ”tvinge” sig selv til at drikke. Men det er faktisk dybt naturligt. Hvis jeg drikker unaturligt lidt, så prøver naturen at råbe mig op og få mig til at drikke mere. Men det er ikke altid let at høre. Og så bliver det sådan, at kan man ikke høre, så må man føle. Måske bare hovedpine og træthed, måske ligefrem et hedeslag.

Livets vand

Ligesom min krop og mit sind ikke kan leve uden vand, kan min tro ikke leve uden Jesus. I perioder virker det helt naturligt, at jeg føler ”tørst” efter at være sammen med Jesus. Men i andre perioder er jeg lige så uopmærksom som under en hedebølge. Jeg får drukket for lidt af det vand, Jesus giver. Så er det med at huske det gode råd og tage mig sammen til at drikke noget mere! Det kan føles unaturligt. Men det er lige så naturligt som at sørge for væskebalancen om sommeren. Og så er der meget mere på spil.

Bliver min tro svimmel, kan jeg gå forkert på livets vej. Bliver min tro for svag på grund af dehydrering, kan den måske ikke klare at blive ved med at leve. Og så er det det evige liv, der står på spil.

Så: Skål!


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også