15.04.2003 12:00 Alder: 15 yrs

Skrevet af:
Børge Haahr Andersen

Han døde, mens han løftede en anden

Time Magazine skrev en lang artikel om ham med overskriften: "He died holding someone up" (Han døde mens han løftede en anden op). Manden hed Dawson Trotman og ulykken skete i USA i 1956. Jeg har aldrig hørt hvordan det gik det barn han reddede. Jeg kan blot forestille mig at det barn resten af sit liv vil være mærket af sin viden: der var én der ofrede sit liv for mig. Døde for at jeg kunne leve.

paaskelilje60.jpg

Hans død var dramatisk. Han hoppede i vandet for at redde et barn. Barnet blev reddet, men han selv døde.

Time Magazine skrev en lang artikel om ham med overskriften: "He died holding someone up" (Han døde mens han løftede en anden op). Manden hed Dawson Trotman og ulykken skete i USA i 1956.

Hans død blev et symbol på hele hans liv, som han havde viet til et selvopofrende kristent arbejde blandt børn og unge.

Jeg har aldrig hørt hvordan det gik det barn han reddede. Jeg ved ikke engang om det var en dreng eller en pige. Jeg kan blot forestille mig at det barn resten af sit liv vil være mærket af sin viden: der var én der ofrede sit liv for mig. Døde for at jeg kunne leve. Et privilegium at være det barn. Men også et ansvar.

Beretningen om denne amerikanske personlighed fik mig til at tænke på en anden begivenhed som har med påske at gøre. I mange danskeres bevidsthed forbindes påske med noget helt helt anderledes og udramatisk: påskeferie, påskeliljer, påskehare, påskeæg, påskebryg tilsat dansk hygge.

Han banede en vej

Men påske handler jo faktisk om én, der døde for at redde andre. Der foregik et drama i Jerusalem i påsken for 2000 år siden. Noget der langt større betydning end påskeferie og påskebryg.

Jesus havde den sære overbevisning, at han kunne redde verden ved at dø. Han sagde at han bar hele verdens nød på sine skuldre da han red ind i Jerusalem, ind til sine bødler.

Når nogen af os tager det alvorligt så mange år efter skyldes det fortsættelsen: Hans grav blev tom påskemorgen, og han overbeviste sine disciple om at han var i live og havde banet en vej gennem døden.

2000 år efter er vi stadig nogen der taler om hans død og opstandelse som noget altafgørende. Vi tror at Jesus med sin død fjernede vores skyld og gjorde det muligt for Guds kærlighed at nå et syndigt og skyldigt menneske. Vi tror at hans død og opstandelse banede en vej gennem døden til et evigt liv og et evigt fællesskab med Gud.

Mærket for livet

Jeg har det vist som det barn Dawson reddede. Jeg er mærket for livet af den gamle beretning om Jesu lidelse, hans død og opstandelse i Jerusalem, for jeg føler at jeg er involveret i det drama. Jeg har svært ved at komme mig over at det bedste menneske som verden har kendt overgav sig frivilligt til menneskelig grusomhed og guds dom, for at jeg skulle reddes.

Tanken om alt det han ofrede fylder mig med glæde, men også med alvor. Det forpligter at være så meget værd i en andens øjne. Til tider træder det lidt i baggrunden, og så bliver mit liv mere gråt og ubetydeligt. Men hver påske kommer det tæt på. Jeg må læse de gamle beretninger om Jesu lidelse én gang til, jeg må hen i kirken og synge med på den hyldest til ham, der elskede mennesker i en sådan grad at han døde af det.

Skal jeg sige det kort, så handler alt dette om et menneske der døde mens han løftede mig op.


Skrevet af:
Børge Haahr Andersen

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også