03.08.2011 12:00 Alder: 6 yrs
Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Fri adgang til Jesus

Selv de smukkeste huse og de stærkeste og dybeste ritualer kan ikke lede mig tættere til Gud end den enkle tro på hans søn Jesus.

Jeg har har været 2 uger på Kreta denne sommer og har bl.a. oplevet den stærke religiøsitet som præger denne græske ø. Der er kirker og små kapeller overalt. Ikke bare i byerne, men også på de mest øde steder. Det er ikke ualmindeligt, at en lille landsby har 10 kirker. Den ene er så gudstjeneste-kirken og de andre er små andagtssteder tilegnet en helgen eller en begivenhed. Kretensernes tro er meget synlig og er tydeligvis meget knyttet til bestemte religiøse steder og ritualer og ofte også en bestemt helgen. Man ser stort set ingen forfaldne eller misligholdte kirker. Her er ingen problemer med religion i det offentlige rum.

Troen i hjertet

Alligevel tog jeg derfra med en fornyet glæde over at Gud ikke først og fremmest bor i smukke huse af sten, men han bor i det enkelte menneskes hjerte. Og med en glæde over, at jeg ikke behøver at bede en helgen om at gå i forbøn for mig hos Gud, men, at Jesus har gjort det muligt for alle og enhver at tale direkte til Gud.

Vi var til gudstjeneste i en lille græsk-ortodoks kirke. De lokale indledte kirkebesøget med at tænde et lys, slå korsets tegn foran byens skytshelgen og kysse nogle udvalgte ikoner. Dernæst lyttede man andægtigt - ofte stående - til præsternes monotone messen af bønner og bibeltekster. Vi oplevede ingen salmesang og ingen medvirken iøvrigt fra menighedens side. Og de fleste af gudstjenestens ritualer foregår bag ikonostasis, den ikon-beklædte væg som skiller alteret og præsten fra menigheden og resten af rummet.

En åben dør til Gud

Vel vidende, at der er tale om en fremmed kultur og tradition, som jeg ikke har nogen ret til at bedømme, så fyldte også denne oplevelse fyldte med glæde over, at Jesus én gang for alle har åbnet døren og fjernet det forhæng, som skiller mennesker fra Gud. (se Hebr. 10, 20). Jeg kan møde Guds ord direkte gennem Bibelen og modtager hans tilgivelse og frelse uden andet offer end den betaling Jesus allerede har bragt.

Der findes ikke nogen anden mellemmand mellem Gud og mig ned hans søn Jesus Kristus. Ingen kirke, ingen præst og ingen helgen eller skytsengel, intet ritual og ingen god gerning kan bringe mig tættere på Gud end Jesus Kristus selv. Og i troen på ham står døren helt åben.


Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også