06.04.2018 13:35 Alder: 73 days
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Fluens visdom

Influenza er en grim ting, men giver også mulighed for eftertanke i den sidste fase af sygdomsforløbet, hvor hovedet er nogenlunde klart igen


Foto:Leonid Mamchenkov, https://www.flickr.com/photos/mamchenkov/409745082/in/photostream/ , public license

Hvad godt kan der være ved at blive sat ud af spillet af en voldsom influenza? Lige umiddelbart er der vist kun negative ting at lægge mærke til, når ”fluen” raser. Sidst i forløbet nås det punkt, hvor kroppen endnu ikke magter ret meget, men hoved og hals er nogenlunde ok. Her er tid til at tænke tanker. Det er i sig selv en luksus, der ikke altid forekommer i den travle hverdag.

Nogle af tankerne drejer sig om det, Bibelen udtrykker med det lidt tvetydige spørgsmål: ”Hvad er da et menneske?”. Bibelen selv har mange svar på det spørgsmål, der kan belyses fra rigtig mange vinkler. Men fra min seng er det mest indlysende svar: ”Mennesket er en skrøbelig ting”.

Man lever og kæmper og mener at have styr på næste uge osv. – og pludselig er lyset slukket, og ens batteri er helt tomt. Fældet af en influenza. Mere skal der altså ikke til.

Tryghed

Trods ”mandeinfluenza” var jeg stort set ikke i tvivl om, at jeg ville overleve. Men alligevel mærkede jeg, hvor lidt jeg egentlig selv kan gøre fra eller til.

Mit liv er skrøbeligt på alle niveauer. Jeg kan lægge planer, der måske holder – forudsat, at mine vilkår ikke ændrer sig. Men mine vilkår kan altså også ændre sig på få minutter. Som kristen bliver jeg glad for at turde tro, at mit liv dybest set er i hænderne på en, der er langt stærkere, end jeg selv er. Og jeg bliver mere ydmyg og taknemmelig for hver dag, jeg får lov at være aktiv og opleve styrke og evne. Det er – ligesom selve livet – ingen selvfølge.

Det var vel den visdom, ”fluen” genopfriskede i mit sind, da jeg nåede eftertankens fase. Og så vil jeg forhåbentlig føle medlidenhed med den næste stakkel, jeg hører, at dyret har ramt. Medlidenhed, så jeg måske ligefrem kommer med en lille flaske ”hostesaft” eller andre opmuntrende ting.


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også