26.01.2004 12:00 Alder: 14 yrs
Jørgen Sejergaard

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Er det ikke for let bare at bede om tilgivelse?

Det virker forkert, hvis man kan opføre sig lige så grimt som man vil overfor sine medmennesker livet igennem og så alligevel undgå Helvede, bare man før dommedag beder om tilgivelse for sine synder. Er alt bare i skønneste orden i forhold til Gud, uanset hvad man har lavet af skidt i sit liv?

Når Jesus tilbyder tilgivelse, er det for at befri os fra synden, ikke for at vi skal leve videre i den. Et gammelt ordsprog siger, at syndernes forladelse (= tilgivelse) er det modsatte af syndernes tilladelse. Jesus er flere gange citeret for både at tilgive og opfordre folk til ikke at synde mere (Johannesevangeliet 5,14 og 8,11). Paulus blev spurgt om det samme (Paulus' Brev til Romerne 6,1) og svarer, at vi ikke kan leve i synden, når vi er døde fra den (Rom 6,2). Han ser tilgivelsen som en død bort fra synden. Det er stærkt og forklarer måske bedre end mange andre ord, at det ægte kristne liv, som bygger på Guds tilgivelse, er i den stærkest tænkelige modsætning til synden.

Vi kan altså ikke på forhånd spekulere i tilgivelse og udnytte den til at synde løs. Hvis vi modtager tilgivelsen nu, forpligter den til et liv i kamp mod synden. Modsat: Hvis et menneske først ved sit livs afslutning bliver klar over alvoren i, at han har levet et liv i synd og snart skal stå til regnskab for Gud, og først da beder om tilgivelse, så har han Jesu ord for, at Gud vil tilgive ham.

Tilgivelsen indebærer IKKE: Du kan opføre dig som du vil og så få tilgivelse. MEN tilgivelsen siger: Uanset, hvor meget ondt du har gjort, kan du få tilgivelse nu og begynde et nyt liv med Jesus og i kamp mod synden.

Tilgivelsen er ikke til fremadrettede egoistiske beregninger, men til redning og opmuntring for ham, der er fortvivlet over sine onde gerninger.

Synd er onde gerninger, men ikke kun onde gerninger. Synd er også hele vores medfødte indstilling til Gud og til os selv. Den indstilling kan kort beskrives sådan: Hvis der er en Gud, vil jeg gerne have ham på afstand, og jeg vil være min egen herre. Den indstilling er en råddenskab i selve personligheden, som ikke fjernes ved tilgivelsen, men behøver tilgivelse hele livet. Denne råddenskab er så stærk, at den hele livet får mere og mere magt over os. Hvis vi tænker: jeg vil synde først og så bede om tilgivelse til sidst, så viser det blot, at man ikke har forstået, hvor stærk synden er. Der er nemlig al grund til at regne med, at man ikke har spor lyst til at bede om tilgivelse senere hen, hvis man planlægger at synde og så beder om tilgivelse til sidst.

Modsat oplever troende mennesker, at de får større og større behov for tilgivelse som årene går, ikke fordi de gør flere og flere onde gerninger, men fordi de får mere og mere indsigt i den råddenskab, som synden er i dem selv. Så når man ligger på dødslejet, ved man, at man ikke er bedre over for Gud end røveren på korset. Og da har man ikke noget at bebrejde Gud, når han tilgiver et langt livs råddenskab i sjælen. Det er tværtimod den eneste mulighed for redning.


Jørgen Sejergaard

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også