21.12.2016 09:47 Alder: 332 days
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

En tak ud i universet

Det er almindeligt at takke andre mennesker for deres hjælp, men nogle gange kan man opleve et behov for at takke "noget større" ude i universet.

En tak

Ugebladet Hendes Verden har et spændende interview-koncept, som de kalder ”Hele vejen rundt om”. Her interviewer de kendte kvinder om deres liv. Da skuespilleren Iben Dorner i uge 49 var ugens kvinde, sagde hun blandt andet: ”Jeg tror også på noget større, men jeg vil ikke kalde mig selv religiøs. Nogle gange kan jeg godt sende en tak ud i universet til den, der har gjort det her muligt for mig. Det sker tit.”

Jeg synes, det er så dejligt, når nogen retter en tak til ”én i universet”. Alt for ofte hører vi om folk, der kun henvender sig den slags steder, når de skal skælde ud. Så skulderklap til Iben Dorner.

Jeg kender ham

Dorner har det lige som så mange andre danskere. Og som så mange andre mennesker igennem hele menneskehedens historie. Man kan godt fornemme, at der er en højere magt. Der er en ”den”, der har givet mig livet og alt det gode i det.

Som Dorner også siger: ”Jeg får lov til en masse i mit fag, og det er jeg ofte glad for, men hvor er det, man retter den taknemmelighed hen?”

Man ved ikke rigtig, hvem man skal sige tak til. Man kender ikke ”Det større”.

Det var blandt andet derfor, der skete noget højst usædvanligt i en stald ved Betlehem for ca. 2000 år siden. Den usynlige Gud var ukendt for de fleste mennesker på det tidspunkt, men han valgte at blive kendt. Han lod sig føde som et menneske, så vi kunne se ham.

Gud blev synlig og konkret og nærværende. Det er blandt andet denne afgørende kommunikation, vi fejrer i julen. I hvert fald i den kristne jul. Vi fejrer, at nu er vi ikke henvist til bare at se op på stjernerne en mørk nat og hviske ”Tak”. Nu kan vi henvende os til Jesus og hviske det samme!

Han kender mig

Julen fortæller os ikke alene, hvem Gud er. Den fortæller også, at Gud kender os, har omsorg for os og elsker os.

Iben Dorner fortæller, at hun i ”Klassefesten 3” havde en rolle med ”Enormt meget bund i”. Hun spillede en præst, der døber et barn. Derfor gennemgik hun dåbsritualet sammen med en præst. Man kan sige, at da var hun tæt på at få en mere konkret adresse på sin taknemmelighed.

Netop i dåben møder Gud den enkelte helt konkret. Dåben i Faderens og Sønnens (Jesus) og Helligåndens navn sætter netop navn på Gud, men også på mig; nu er jeg Guds barn! Uden den lille Jesus i stalden var der aldrig blevet hverken kirke eller dåb. Så der er rigtig meget at feste for! Glædelig jul!


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også