16.12.2009 12:00 Alder: 10 yrs
Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Dommedag

Tidligere blev der gjort nar af de dommedagsprædikanter, som advarede mod verdens undergang. Men i dag er rollerne næsten byttet om. Nu prædiker videnskaben undergang, mens Bibelen prædiker håb og frelse.

Jordens undergang

Burning Up 2 - Earth Ablaze

Bibelen og videnskaben synes at være enige om, at verden er på vej til at gå under - medmindre der på en eller anden måde gribes ind. Der er vist også enighed om, at de voldsomme klimaforandringer grundlæggende er menneskeskabte. Men når vi spørger om hvorfor og hvornår, så er videnskaben mere tavs. Og når vi spørger til hvad vi skal gøre, så skilles vejene også.

Forbandelsen

Set i Bibelens lys, så er alt det skabte - dvs. naturen, dyrene, klimaet osv. - underlagt den samme forbandelse, som ramte os mennesker, da vi i tidens morgen valgte at være uafhængige af Gud (Adam og Eva, du ved ...). Og ligesom Bibelen fortæller, at Jesus kan frelse hvert eneste menneske fra denne forbandelse, sådan får vi også at vide, at det samme gælder for naturen omkring os. Læs fx Romerbrevet 8,19-22. Den dag Gud gør en ende på alle menneskers lidelser og elendighed, den dag gør han også en ende på katastroferne og undergangen for hele resten af skaberværket.

Kristendommen forkynder, at nok er verdens undergang uundgåelig, men samtidig er den starten på en ny begyndelse. Frelsen fra undergangen består i at få del i denne nye begyndelse!

Den kristne kirkes fornemmeste opgave har altid været at forkynde håbet om frelsen. Det håb, som julen indvarsler og lægger grunden til og som var resultatet af Guds søns mission på jorden.

Ikke redde verden

Det er fint at kirkens folk også kaster sig ind i kampen mod klimaforandringerne og miljøkatastroferne, men det har aldrig været kirkens opgave at redde verden! Kirken ved nemlig (hvis den tager Bibelens budskab alvorligt), at verden ikke står til at redde! Til gengæld har kirken et budskab om en ny begyndelse, som bliver alle dem til del, der vil tage imod den.

Kampen for verden handler - set i Bibelens lys - om at gøre tiden inden undergangen så tålelig som mulig for flest mulige mennesker. Men det er ret beset ikke en kirkelig opgave, men en opgave, som alle mennesker uanset religion og overbevisning er forpligtet til at tage del i.

Alarmklokker og bøn

Derfor forstår jeg også godt der flertal af kirker, som ikke ville deltage i klima-klokkeringningen. Det er nemlig med til at sløre kirkens egentlige budskab og mission her i verden. På den anden side, så har kirkens klokker altid haft mange flere funktioner end at kalde til gudstjenester. De har også været brugt som brandalamer og luftalarm og nu: klimaalarm. Og sammenkædningen mellem alarm for bøn er vel nu ganske oplagt.

Lad os bede for klimatopmødets deltagere og for de ledere, som skal tage vanskelige beslutninger og derefter føre dem ud i livet. Og lad os samtidig huske på, at verden har oplevet dette en gang før - nemlig i "Noas dage", hvor en klimakatastrofe udslettede den tids civilisation og banede vej for en ny begyndelse. Og det vil ske igen. Vi ved blot ikke hvornår. (Den med 2012 tror jeg ikke på).


Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Lagt på nettet 16.12.2009

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også