Dødssprøjten

I lande vi sammenligner os med, er det en udbredt praksis at slå børn ihjel i moders mave forud for en sen, provokeret abort. Men selv om det også lovligt i Danmark, er det ikke almindelig praksis. Fortalerne for dødssprøjten mener, at det bør blive det, ud fra det ræssonnement, at det er lettere for forældre til det sent aborterede barn, hvis barnet ikke giver livstegn fra sig, når det fødes. De mener, at indgrebet både er etisk forsvarligt, fordi barnet alligevel ikke er levedygtigt, såvel som humant overfor forældrene til barnet. Det er på trods af, at læger og jordemødre har gode erfaringer med at lade forældrene holde barnet, indtil barnet dør.

Nærmest aktiv dødshjælp

At gøre det til udbredt praksis møder da også umiddelbar modstand fra andre sider indenfor sundhedsvæsenet og både læger og jordemødre har allerede givet udtryk for, at de er usikre på, om det virkelig er lettere for de i forvejen sørgende forældre, hvis barnet dødfødes.

Selve aborthandlingen er en konsekvens af, at der allerede er truffet en beslutning om, at barnet skal dø.

Men spørgsmålet er, om det gør en abortsprøjte etisk forsvarligt. Medlem af Det Etiske Råd, Niels Jørgen Cappelørn, mener, i følge Kristeligt Dagblad, at indgrebet minder så meget om aktiv dødshjælp, at det ikke er etisk forsvarligt: "Sprøjten er et drab, hvor aborten er en fødsel".

En grotesk hån

Et eller andet sted dybt nede i de mest formørkede og syndefalds-beskadige dele af min organisme flagrer en flosset flig af forståelse for dødsprøjtens fortaleres argumenter rundt – men uden at kunne falde til ro nogen steder: dels er hele scenariet grotesk, dels kan jeg ikke fægte mig fri af almindelig, gammeldags forargelse. Det er på den ene side grotesk på grænsen til det absurde, at ordet 'humant' overhovedet kan indgå i en sammenhæng, hvor det handler om at slå ihjel for at skåne andre menneskers følelser.

Det vækker på den anden side min dybeste forargelse, fordi jeg ikke kan andet end synes, at det virker som foragt og hån mod alle de ulykkelige forældre, der har oplevet sorgen over at få et dødfødt barn.

Livets Herre tilsiger os at værne om alt liv. Og vi – mennesker og menneskeheden – må se i øjnene, at vi i det store og hele fejler fuldstændig horribelt på dette område.

At vi gør en dyd af uhyrlighed og slår allerede dødsdømte, ufødte børn ihjel får os ikke til tage os mere fordragelige ud. Et tilbud om en abortsprøjte i en i forvejen tragisk situation gør os ikke mere humane eller næstekærlige – det gør os mere onde. At tro andet er en samvittighedsløs vildfarelse, der skriger til himlen.

Lagt på nettet 28.02.2008