21.05.2018 13:40 Alder: 211 days
Nikolai Meyer Olesen

Skrevet af:
Nikolai Meyer Olesen

Den tungeste opgave

Jeg har et arbejde. Som det er med rigtig meget arbejde, er der ting, der er sjove at lave, og andre der er utroligt trælse. Sådan er det også at være kristen.


Foto: Peter Heeling

Lige nu består meget af mit arbejde i at sidde indenfor ved min computer, hvor jeg opdaterer og fornyr hjemmesider. En opgave der følger med det arbejde, jeg har, men som ikke er en af de sjoveste opgaver i min arbejdsbeskrivelse. Specielt ikke når vejret, som nu, er sommerligt, og jeg langt hellere vil ud og møde mennesker i det dejlige danske land.

De kristnes opgaver

Som kristen har jeg også forskellige opgaver. Mange af opgaverne er rigtig dejlige. De handler om at være sammen med mennesker, fortælle mennesker at Gud elsker dem så højt, at han lod sin egen søn gå i døden for dem, og forsøge at vise dem noget af den kærlighed, jeg selv oplever, Gud elsker mig med.

Men der er også trælse og tunge opgaver. Eller det vil sige, at der i virkeligheden kun er én træls opgave, som alle andre trælse opgaver udspringer fra. Det er sådan en opgave, som dræber den gode stemning, og som jeg helst ville være foruden, for jeg bryder mig ikke om at tale om den.

Jeg var helst fri

Den opgave, der efter min mening er den tungeste af alle ved at være kristen, er at skulle fortælle andre om helvede. Jeg ville ønske, at jeg kunne lade være. Jeg ville ønske, at det ikke fandtes. Jeg ville ønske, at det ikke var muligt at ende i helvede i en evighed væk fra Gud.

Men jeg kan ikke ignorere helvede, når Biblen gang på gang advarer om, at det er en virkelighed.

Det, der trøster mig, er, at Biblen ikke taler om helvede som den eneste mulighed. Der er et alternativ – himlen. Jeg ønsker ikke, at nogen skal ende i helvede. Hvis det stod til mig, var jeg faktisk helst fri for stedets eksistens. Men når det nu er en virkelighed, er jeg glad for, at Jesus tilbyder en anden mulighed, når han siger, at alle som tror på ham ikke ender der (Johannesevangeliet 3, 16).

Det kræver ikke andet end tro på Jesus, så er evigheden i helvede byttet ud med en evighed i himlen.


Nikolai Meyer Olesen

Skrevet af:
Nikolai Meyer Olesen

Lagt på nettet 21.05.2018

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også