01.12.2008 12:00 Alder: 9 yrs
Jørgen Sejergaard

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Den fremmede

Det var en ganske almindelig dag, og alligevel ikke helt. Det var først i december, det var lige under frysepunktet, og langsomt dalede sneen ned. Den første spæde julestemning var ved at indfinde sig. I Mikaels hjem havde de som de fleste andre fået en adventskrans med fire lys. I søndags blev det første tændt. 


art-nissehuse.gif

Det var en ganske almindelig dag, og alligevel ikke helt.

Det var først i december, det var lige under frysepunktet, og langsomt dalede sneen ned. Den første spæde julestemning var ved at indfinde sig.

I Mikaels hjem havde de som de fleste andre fået en adventskrans med fire lys. I søndags blev det første tændt.Nu var Mikael på vej hjem fra skole. Han glædede sig til at komme hjem og hygge sig derhjemme med computeren og playmobil-legetøjet og alt det andet. Han var den første, der kom hjem den dag.

Han låste sig ind, smed tasken og frakken og gik ind på sin storebrors værelse, hvor computeren stod.

Det gav et sæt i ham, da han åbnede døren. Computeren var tændt, og der sad en lille fremmed skikkelse på stolen med ansigtet ind mod skærmen. Øjeblikkelig vendte den fremmede sig om.

Mikael og den fremmede så på hinanden. De var lige store. De var begge meget forskrækkede, Mikael over, at der var en fremmed i huset, den fremmede over at blive opdaget.

Lynhurtigt hoppede den fremmede ned fra stolen og forsøgte at komme udenom Mikael og ud af døren, men Mikael var for hurtig for ham og smækkede døren i, inden den fremmede nåede ud.

“Hvad laver du her?”, spurgte Mikael. “Hvordan er du kommet ind, og hvem er du?”

Den fremmede svarede ikke, men fór løs på Mikael for at tvinge sig vej ud med magt, men Mikael var den stærkeste. Et øjeblik efter sad Mikael oven på den fremmede og holdt hans arme fast.

“Nu skal du sige, hvem du er, ellers banker jeg dig”, sagde Mikael. Han var meget bange, men den fremmede så ud til at være endnu mere bange.

Den fremmede stirrede på ham uden at sige noget. Han så sig omkring, men da han ikke kunne øjne nogen udvej, begyndte han tøvende at svare.

“Jeg havde bare lyst til at se din computer”, sagde han. “Jeg har så tit set dig spille på computeren, og jeg har længe haft lyst til selv at prøve den”.

“Hvornår har du set mig spille på computeren”, sagde Mikael, “jeg har jo aldrig set dig før”.

“Jeg har tit stået ude i gangen og kigget ind, når du spillede”, svarede den fremmede, “du har bare aldrig set mig eller hørt mig, for jeg er nemlig meget god til at skjule mig”.

“Ja, det må du være”, sagde Mikael, “for jeg har hverken hørt dig eller set dig eller fornemmet dig. Hvordan kan du være her så tit uden, at jeg har lagt mærke til dig?”

“Jeg har et godt skjulested, som ingen lægger mærke til. Vil du høre, hvor det er?”

”Ja, det vil jeg meget gerne”, svarede Mikael ivrigt.

“Så skal du flytte dig væk fra mig, så jeg kan komme op og sidde”, forlangte den fremmede.

“Så skal du også love, at du ikke løber din vej”, svarede Mikael.

“Jeg lover, på julens æresord”, sagde den fremmede.

Det lød lidt mærkeligt, bemærkede Mikael. Han havde ikke hørt det udtryk før. Julens æresord. Men det lød både højtideligt og rigtigt, så han følte, at den fremmede ikke ville snyde ham. Mikael rejste sig op og gav den fremmede hånden, så de begge kom op at stå. De satte sig i hver sin ende af sengen.

Mikael kiggede på den fremmede med lidt mere ro på sig. Han så egentlig ganske rar ud nu, hvor de ikke længere sloges eller krampagtigt holdt på hinanden. Der var noget i den fremmedes blik, der indgød ham tryghed. Der var ikke noget at være bange for. Pludselig mærkede Mikael, at han var sulten. Udenfor sneede det stadig, men nu blæste det også lidt. Solen var lige gået ned. Tusmørket bredte sig. Det var blevet lidt mere hyggeligt end før, og situationen kaldte på endnu mere hygge.

“Vil du have kakao?”, spurgte Mikael pludseligt. “Jeg er god til at varme kakao og piske flødeskum til. Det har min mor lært mig.“

Den fremmede nikkede. “Ja, tak,” sagde han.

Mikael gik ud i køkkenet og rumsterede med tingene og et kvarter senere kaldte han den fremmede ud i køkkenet, hvor han havde dækket op og den varme kakao dampede fra gryden. Han hældte op i kopperne og serverede kiks med marmelade til.

“Hvor er det så, du gemmer dig her i vores hus, så jeg ikke kan se dig?”, spurgte han den fremmede.

“Jeg gemmer mig et sted, som ikke er et rigtigt sted”, svarede den fremmede.

“Det lyder mærkeligt”, sagde Mikael.

“Det er det også”, sagde den fremmede, “jeg gemmer mig i eventyret. Dér bor jeg, dér har jeg mit hjem, dér er min hule, og det er derfor, du ikke kan se mig. Du kan kun se mig, når du kigger ind i eventyret.”

“Ja, det er rigtigt”, sagde Mikael, “jeg har læst om dig i eventyret - men hvorfor kunne jeg så se dig i dag?”

“Det kunne du, fordi jeg blev så nysgerrig efter at prøve din computer. Der er jo ikke nogen computere i eventyrene, så derfor vovede jeg mig for én gangs skyld udenfor, og jeg var så opslugt af spillet, at jeg ikke hørte, at du kom, og så overraskede du mig”.

“Hvem er du egentlig?”, spurgte Mikael.

“Kan du ikke se det?” spurgte den fremmede, “jeg er en nisse”.

“Ja, men du har jo ikke noget nissetøj på”, sagde Mikael.

“Nej, jeg blev så ivrig efter at prøve computeren, at jeg glemte det inde i eventyret, så jeg har bare shorts og undertrøje på nu”, men normalt går jeg med grå bukser og rød trøje og hue”, svarede nissen.

“Ja, så må du jo være en rigtig nisse”, sagde Mikael, “det kan man bare ikke se nu. Vi ser ellers mange nisser for tiden”, fortsatte Mikael. “Der er fuldt af dem i alle butikker, og mange børn går i nissetøj, og vi synger nissesange i skolen.”

“ Det ved jeg godt”, svarede nissen, “men hvorfor gør I det?"

“Det er fordi det snart er jul”, svarede Mikael. “Nisser og jul hører sammen”.

“Det synes jeg er mærkeligt ved jer mennesker”, sagde nissen, “Julen har da ikke noget med nisser at gøre. Vi nisser hører til i eventyrene, ikke i julen. Vi nisser er jo nedefra, vi er groet frem af menneskenes egne sære tanker. Derimod er I jo ovenfra. I skulle meget hellere sætte nogle andre figurer frem end nisser”.

“Hvad skulle det være?”, spurgte Mikael. “Det skulle være engle”, sagde nissen, de er jo virkelig i pagt med julen. De kommer ikke fra eventyrets land, men fra de levendes land. Har du aldrig hørt om dem, Mikael?”

“Jo, det har jeg da”, sagde Mikael, “både min mor og far snakker om dem”.

“Jeg synes, I mennesker er mærkelige”, sagde nissen, “ja, undskyld, jeg siger det, nu hvor du hygger om mig og serverer kakao, men I er altså meget mærkelige. Vi nisser er, hvad vi er, og vi forandrer os ikke. Det er anderledes med jer mennesker. I laver om på tingene. Julen er ovenfra, og alligevel forsøger I at lave den om, så folk tror, den er nedefra. Den Høje har tændt sit lys i verden, og det sang englene om. De mennesker, der følger det lys, kommer til de levendes land, men de fleste af jer forsøger at slukke lyset eller I holder jer for øjnene, så I ikke kan se det. Og i stedet for engle fylder I jeres huse med nisser til jul. Det er meget forkert, for vi nisser er fremmede for julen.”

"Hvem er den Høje?” spurgte Mikael.

“Det er ham, der har frembragt alle ting”, sagde nissen. “Han har også et navn, men det må vi nisser ikke bruge. Det er kun menneskene, der må bruge det”.

“Jeg tror, jeg ved, hvad du mener,” sagde Mikael, “men hvad er det så for et lys, han har tændt?”

“Det kan jeg heller ikke sige direkte”, sagde nissen, “men ved du da slet ikke noget selv? Har du aldrig hørt om, hvorfor vi fejrer jul? Du har en stor bog stående på din boghylde. Sådan en har jeg ikke, men jeg ved, at det hele står i den”.

Endnu en gang gik der et lys op for Mikael. “Jeg tror jeg ved, hvad du mener”, sagde han, “jeg har hørt om det før, men jeg må hellere læse det i bogen én gang til”.

“Det var hyggeligt at besøge dig, Mikael”, sagde nissen, “og det var spændende at prøve at spille på din computer. Det ligner eventyrene, som jeg kommer fra, men jeg må gå nu. Jeg må hjem til min mor og far i eventyrets land. Må jeg godt gå nu?”

“Det må du”, svarede Mikael, “men hvad hedder du egentlig?”

“Jeg har et mærkeligt navn. Jeg hedder Nitchevo”, svarede nissen.

Nitchevo smuttede ud af døren og vinkede til Mikael: “Farvel, Mikael”, sagde han.

“Farvel, Nitchevo”, sagde Mikael.


Jørgen Sejergaard

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også