02.12.2009 12:00 Alder: 10 yrs

Skrevet af:
Niels Christian Melgaard

Den åndelige virkelighed

Det lignede en film, men for Jan Brus Pedersen var det en åndelig virkelighed med engle og dæmoner. Gennem længere tid havde han eksperimenteret med højfrekvente kameraer, ånden i glasset og anden mystik. Nu hviler han i Guds hånd.

Jan Brus Pedersen

 "Jeg tænkte, at jeg ville være åndelig bevidst, fordi det var moderne. Kirken tænkte jeg ikke så meget over. Den havde været der hele tiden. Jeg troede, jeg var kristen som alle andre, når jeg var døbt og konfirmeret," fortæller Jan.  

"Livet efter døden optog mig mere og mere. Det sidste nye, jeg havde læst på nettet var, at hvis man havde et højfrekvent kamera, så kunne man fange noget på billederne, som ellers ikke kunne ses."

"En dag, da hele familien var samlet, sagde min far, at nu kunne han mærke det, og hårene begyndte at rejse sig på ham. Så tænkte jeg: Yes. Vi havde lige fået sådan et kamera, så jeg begyndte at tage nogle billeder. Og ganske rigtigt: Omkring ham var der noget uforklarligt. Det er svært at beskrive, hvordan det så ud, men der var noget tilstede, som kun kunne opfanges på kameraet," forklarer Jan. I begyndelsen var det kun tåger, men efter nogen tid blev tågerne mere konkrete. Han begyndte at samle billederne i en database.

"Jeg ville gerne dokumentere det, som jeg lavede, så jeg ikke pludselig stod over for en forsamling og ikke havde noget at vise," siger Jan.

Tydeligere skygger

Gennem et år samler Jan materiale til sin database. I hans lejlighed går snakken om det mystiske, og dæmonerne bliver tydeligere for Jan.

"Fra at vi altid var mange, var der kun mig tilbage. De sagde, de blev bange, når de var i lejligheden. Lige pludselig fik de raserianfald ud i det blå. Så fik de skældud af mig, fordi det var en mærkelig opførsel at have. Jeg følte mig ganske tryg," siger han.

En aften ringer søsterens kæreste. "I baggrunden kan jeg høre min søster skrige. Dæmonerne flokkes om hende, og det lyder som om, at de er ved at slå hende ihjel. Vi bliver enige om, at han skal køre hende hen til mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, for de havde aldrig gjort mig noget."

Kampen

Da Jans søster kommer, følger der en lang kamp, hvor de føler sig angrebet af dæmonerne.

"Jeg husker, at jeg lukkede øjnene, og sagde: ´I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Jeg forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.´ Måske hørte jeg det til konfirmationsforberedelse engang. Jeg åbnede øjnene, og angrebene var aftaget lidt, men vi bliver ved på skift at sige ordene," fortæller Jan.

På et tidspunkt bliver larmen for meget for naboerne, der tilkalder politiet. 

"Da politiet ankommer, stiller den onde sig ti meter væk. Jeg fortæller dem alt om min beskæftigelse, og at det har stået på i lang tid. De sagde, at jeg ikke skulle stå her og larme om natten. Min søster fortæller, at der står hvide skikkelser på begge sider af betjentene. Mens vi kører, fortæller jeg min søster, at jeg vil have fat i en præst," siger Jan.

De kører omkring en præstegård, men da det er midt om natten, vil de ikke gå ind. I stedet kører de hjem til deres forældre. Jan gentager ønsket om at tale med en præst, og efter en tur omkring psykiatrisk hospital, der kun vil hjælpe, hvis han lader sig indlægge, og en samtale med den lokale præst, der velsigner Jan, vinder freden ind på ham.

Ja til Jesus

"Vi fik et råd om, at vi skulle købe et kors og hænge det i brysthøjde. Min far og søster kørte til smykkehandleren og købte kors til os alle sammen. Senere kommer min søster hjem. Hun havde mødt en kollega, som havde spurgt, hvorfor hun pludselig bar et kors. Hun fortæller ham lidt af historien."

"Jeg fortæller også historien til min søsters kollega. Han ringer til præsten i Lunderskov, Holger Haldrup, som også får historien. Han indkalder til et møde, hvor jeg får lov til at fortælle det hele igen. Til mødet var jeg og min søster, præsten og nogle af menighedens medlemmer. Cirka 10 i alt. De bad for os og sang. Og jeg sagde ja til Jesus. Det var egentligt ret fantastisk," siger Jan beskedent.

Efter at have været en del af fællesskabet Indre Missions Ungdom i Lunderskov, følte han en ivrighed efter at vide mere.

"Jeg satte mig om aftenen på en kæmpe trampolin i haven. På alle træerne var der noget, der lignede en sky. Det var så fantastisk at se. Jeg følte virkelig, at Gud var så nær. Jeg følte, at jeg sad i hans hænder. Jeg måtte bare læse i Bibelen. Jeg sov og læste på skift og nåede gennem Bibelen på syv uger," fortæller Jan.

"Jeg føler mig beæret over, at jeg har fået en tro, jeg kan hvile i. Hele verden skal forstå, at det er virkeligt. At jeg er fri."


Skrevet af:
Niels Christian Melgaard

Lagt på nettet 02.12.2009

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

No tags in list

Læs også