09.11.2006 12:00 Alder: 11 yrs
Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Blasfemi er ikke en sag for politiet

Det er næsten 70 år siden, at der sidst er faldet dom i en sag om blasfemi i Danmark, Og det er vist godt det samme. Blasfemi er ikke en sag for politiet eller domsstolene. Det er en sag for de kristne, som skal være tydelige og seriøse i deres protest. Så for min skyld kan vi godt afskaffe §140 i straffeloven. Det er i praksis helt umuligt for et verdsligt retssystem af håndtere et religiøst begreb som blasfemi.

Jesus sandaler

Kvicklys salg af sandaler med Jesus-motiver førte i 2003 til en politianmeldelse for blasfemi

Blasfemi er faktisk strafbart i Danmark. § 140 i straffeloven siger:

Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Men det har vist sig, at det i praksis er svært at bruge denne paragraf til noget. Selvom der har været flere anmeldelser af blasfemi de senere år, så er der ikke faldet nogen dom om blasfemi siden 1938. Begrebet blasfemi er nemlig et meget kontroversielt begreb og i vores sekulariserede samfund har det næsten mistet sin betydning. De religiøse følelser er ikke hvad de har været. Og det skal vi vist ikke være så kede af.

Hvad er helligt?

Problemet med blasfemi-paragraffen er, at blasfemi forudsætter at der er noget der er helligt - altså urørligt og ukrænkeligt. Og at vi er nogenlunde enige om hvad det så er! Men det er vi så langt fra. Og i den brede befolkning er der i det hele taget ikke rigtig noget der er helligt mere. Det eneste hellige vi har tilbage i dagens Danmark er vist ytringsfriheden og velfærdssystemet.

Al erfaring viser jo også at det i praksis er umuligt for et verdsligt retssystem at håndtere et religiøst begreb som blasfemi. Det handler jo om at der nogen, hvis religiøse følelser er blevet krænket og hvordan kan en domstol dømme i det? Derfor er det næsten umuligt at få medhold i anklager om blasfemi i dagens Danmark.

Og jeg tror egentlig at det er godt det samme. Ikke fordi jeg synes at det okey fx at gøre grin med Jesus eller at håne Gud. Det synes jeg selvsagt ikke det er. Men at krænke Gud er en sag mellem Gud og det mennesker som spotter ham. Også selvom det sker offentligt.

Ynkeligt og afstumpet

Jeg synes det er ynkeligt og afstumpet når komikeren Uffe Holm underholder med sjofle vittigheder om Jesus på korset. Og når en komiker, Brian Mørk - i håb om at fornærme de kristne - kalder Jesus for et rigtigt røvhul. Og Urban laver overskrifter på det. Jeg vil heller ikke tøve med at kalde det blasfemi. Og jeg synes der skal protesteres højt og tydeligt. Men ikke ved at lægge sag an. Det er ikke en sag for politiet eller domstolene.

Derimod er det en sag for alle kristne, og andre med sans for en respektfuld omgangstone, at melde tydeligt ud, at den slags er simpelt hen under lavmålet. Hvis det er tydeligt at mange mennesker bliver krænket, så tror jeg, at dem med en vis selvrespekt vil holde sig tilbage. Og om resten må håbe, at de drukner i deres eget vrøvl.

Vi taler jo ikke her om at kritisere kristendommen eller at diskutere Bibelens troværdighed eller Guds eksistens. Den slags er slet ikke blasfemi. Blasfemi er hån og spot uden anden grund end at nedgøre. Det skal vi ikke finde os i, men reagere imod. Men den kristne tro er ikke hævet over diskussion. Al diskussion og debat er godt - når det foregår i gensidig respekt og med et fælles ønske om at få sandheden frem.


Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også