12.04.2011 12:00 Alder: 8 yrs

Skrevet af:
Peter Guldager Dahl

At se Gud

I går - 12. april 2011 - var det 50 år siden, at det første menneske blev sendt ud i rummet. Helt nøjagtigt blev han sendt i kredsløb rundt om jorden i 108 minutter i Vostok 1. Det er siden blevet sagt, at han - mens han var i kredsløb - skulle have sagt: ”Jeg ser ingen Gud heroppe!”

Det har siden vist sig, at det vist bare er en god historie, der var nyttig i kommunismens anti-religiøse propaganda. Altså, at Jurij Gagarin, som manden, der kom i kredsløb hed, skulle have udtalt sig om Gud under sin rumfart. Det gjorde han ikke; selv om jeg gerne vil tro, at han ikke så Gud derude. 

Men en russisk oberst, der var en nær ven af Gagarin, har for nylig fortalt, at den ortodokse og religiøse Gagarin ved en anden lejlighed skulle have sagt noget i retning af: "En, der ikke har mødt Gud på jorden, vil aldrig møde Ham i rummet."

Udenfor tid og rum

Det er vist ikke godt at gøre sig klog på, om det nu også er rigtigt, at han har sagt det. Men man kunne næsten ønske det, for det er rigtigt sagt. At se Gud har ikke noget med fysik eller geografi eller tid-rum at gøre. Hvis vi vil møde Gud og forvisse os om hans eksistens, så er det ligegyldigt, om vi er på jorden, i kredsløb om den, på månen eller en planet i nærheden af Betelgeuse.

Rejsen til bogreolen

Hvis man vil se Gud behøver man ikke begive sig på fjernere rejser end hen til reolen (eller computeren) og hente Bibelen. Gud har ganske vist vist sig sig for mennesker op gennem historien, som vi kan læse om i Bibelen - men for de fleste af os, er det i Bibelen, vi møder Gud. Og i dåb og nadver. Og i bønnen. Og i det kristne fællesskab. 

Det er en misforståelse at tro, at Gud er en fjern Gud, som måske findes ude i rummet. Tværtimod. Han ønsker så brændende at være os nærmere end vores nærmeste, at Han selv kommer os i møde.   


Skrevet af:
Peter Guldager Dahl

Lagt på nettet 12.04.2011

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også