01.01.1970 12:00 Alder: 49 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Antiklima-møde i Himlen

FOKUS Der var topmøde i Himlen. Mange syntes, at menneskene brugte alt for meget tid på at snakke om klima - så der var blevet indkaldt til hastemøde på højeste plan. 


Antiklima

Alle ærkeenglene var mødt op til topmøde i Himlen.

-Det er en totalt forfejlet problemstilling, de mennesker har, sagde en af dem.

- Gud, du har jo sagt til dem, at du en dag fjerner denne verden og skaber en helt ny, hvor alt er godt. Så hvorfor skal de så bekymre sig om ozonlag og CO2 og alt den slags?

- Ja, sagde Gud og nikkede, jeg skaber en dag en ny verden.

Alle ærkeengle nikkede.

-Men derfor er jeg da ikke ligeglad med den her verden - den har jeg jo trods alt også skabt! Og indtil jeg skaber en ny, er det da denne verden, mine elskede mennesker skal leve af! 

Satan, der sad henne i det ene hjørne som altid, vidste godt, at Guds "trods alt" var en stikpille til ham. Jo, siden han havde lokket Eva og Adam, havde han da sin del af ansvaret for, at det gik, som det gik. Men som sædvanlig var Satan hurtig til at svare igen:  

- Du har lavet de mennesker alt for svage! Hele problemet skyldes deres grådighed og egoisme. Og sådan vil de altid være. Alle forbruger alt det, de har magt til at forbruge og de andre må leve af det, der bliver tilbage - eller dø. Sådan har det altid været. Lad dem da dø i deres eget skidt!

Gud rynkede panden.

- Jeg synes ikke om at lade dem dø i deres...

- Åh nej selvfølgelig! brød Satan ham af, det er jo den gode gamle kærlighed, som du altid taler om. Jeg fatter det simpelthen ikke. 

- Næh, det regnede jeg heller ikke med, bemærkede Gud tørt.

- selvfølgelig skal de ikke bare overlades til sig selv, sagde en anden ærkeengel, men de glemmer jo dig, Gud! De snakker bare klima, som om det dybest set kunne frelse nogen!

 - Ja, og så vil de ringe med kirkeklokkerne for at markere klimatopmødet i København, fnøs en tredje ærkeengel. De skulle ikke blande politik og kristendom sammen.

- Hvis politik handler om, hvordan man fordeler ressourcerne, synes jeg da nok, det har noget med mig at gøre, sagde Gud stille, men med en dyb undertone.

- Jo, forsvarede englen sig, men ligefrem at ringe med klokkerne...

- Tænk nu, sagde en fjerde engel, hvis nogen fulgte klokkerne og gik ind i kirken og snakkede med Gud om miljøet...

- Og grådigheden, tilføjede en anden i flokken.

- Ja, så ville der begynde at ske noget godt, sagde Gud og smilede, mon ikke det var det topmøde? Så kan vi begynde at snakke om forberedelserne til Jesu fødselsdagsfest om et par måneder.


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også