05.09.2012 12:00 Alder: 6 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Spurve i frit fald

Lige nu er der en vældig larm i min have. Jeg har smidt nogle gamle rundstykker ud. Og storfamilien Spurv er gået i gang med at spise dem. Tænker nogle, at spurve er sådan nogle små søde, nuttede fugle? Så kom hjem til mig og se! Selv om der er mindst et rundstykke til hver fugl, så slås de alligevel for at jage de andre væk, så de selv kan få det hele!

Mod døden

Lige nu er der liv og glade dage i den danske spurvestand. Men statistisk set vil under halvdelen af dem overleve den kommende vinter. Jamen, står der ikke i Bibelen (Mattæus 10,29), at "Ikke en spurv falder til jorden uden at Gud er med den". Jo. Men der står jo ikke, at spurven ikke falder (død) til jorden - der står, at det ikke sker, uden at Gud er med den.

Dette sted i Bibelen er taget fra en tale, Jesus holdt. Her bruger han spurvene som eksempel på os mennesker: ikke engang en lille spurv er udenfor Guds omsorg - så er vi mennesker da langt mindre udenfor Guds omsorg! Dejlige ord - men jeg oplever, at mange misforstår dem. De tager det som et løfte om, at når Gud er med os, så vil vi aldrig falde til jorden - altså komme ud for alvorlig lidelse eller død. Men det har Gud altså aldrig lovet hverken os eller spurvene. Han har til gengæld lovet, at vi aldrig falder ud af hans omsorgsfulde hænder - selv i de værste fald i dette liv.

Kontant

Forestil dig, at Gud kom med i tv-programmet Kontant. Ville tv-værten så ikke med rette kunne sige til Gud: "Ja, det er jo fint nok med alle de løfter om at vi ikke falder, uden at du er med. Men her, med på dit kontor, har jeg en del, der har bedt til dig. Og de har oplevet, at de er faldet ret så hårdt, selv om de bad til dig! Er der så andet end varm luft i det løfte, om at du er med?"

Og sådan kan det godt se ud. Men mange kristne erfarer alligevel, at på trods af fx alvorlig sygdom og svære tab, så bærer Gud dem på en forunderlig måde. Samtidig må vi sige, at man bedst kan se, at Guds løfte ikke er varm luft, når man ser langt frem. Set i evighedens lys, er det allervigtigste ikke, om vi mennesker falder mere eller mindre hårdt i dette liv, men om vi vågner op i evigheden og jublende kan konstatere, at vi stadig er i Guds hånd! Den glæde og tryghed gælder for både spurve og kristne!


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også