27.10.2010 12:00 Alder: 7 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Storke-alarm!

Jeg har lige været i Israel på efterårsferie. Ja – bliv bare misundelig: over 30 grader hver dag og fantastisk natur, spændende mennesker, mange bibelske steder, godt fællesskab og så videre. Vi råbte "storke-alarm", hver gang vi så en flok flyvere, så de andre også kunne nå at se de majestætiske store sort-hvide fugle, der svævefløj i de opadgående luftstrømme. Der gik storke-alarm flere gange.

Da jeg havde tid til at se nærmere på nogle af de (mange) fotos, jeg havde taget af storkene, der fløj der langt oppe i luften, gjorde jeg en ubehagelig opdagelse: det var slet ikke storke! Det var store pelikaner. Well, det er da også spændende – men når vi nu jublede over at se storke…   

Så ”storke-alarmen” var falsk. Vi blev dog enige om, at det vigtigste var, at vi havde haft en fantastisk oplevelse ved at se disse ”storke” – så gjorde det mindre, at det i virkeligheden var pelikaner.

Graven

Vi besøgte rigtig mange steder, der var bygget til minde om en eller flere af de begivenheder, Bibelen omtaler. Blandt andet var vi i Gordons gravhave – et sted, der måske ligner det sted, hvor Jesus blev lagt i graven. Her stod et skilt: ”He is not here – He is risen!” (Han er ikke her, han er opstået!). Og så tænkte jeg på vores ”storke-alarm”. Hvad nu, hvis den tomme grav slet ikke betød, at Jesus var opstået igen – men bare betød, at nogle havde fjernet liget? Hvad nu, hvis det i virkeligheden var disciplenes tro, der opstod – og ikke Jesus – sådan som mange præster i dag gerne vil have os til at tro? Ville det så gøre så meget? er det ikke troens oplevelse, der er det vigtigste?

Sand alarm!

For 2000 år siden gik der Jesus-alarm i Jerusalem! Jordskælv, solformørkelse, mærkelige overnaturlige fænomener (dødeopvækkelser, engle, et forhæng der revnede af sig selv) – og det mest fantastiske: den tomme grav og den levende Jesus. Og selv om mange straks begyndte at betvivle det, så er der kristendommens livsnerve, at det var en sand alarm! Bibelen beskriver ganske klart, at hvis Jesus ikke virkelig opstod fra de døde, så er kristendommen den mest ynkelige fiasko og fejltagelse i verden. Jo, det var virkelig en sand alarm!

Zoom bare ind

En gang imellem hører jeg mennesker sige, at kristendommen ikke kan holde til en ”nærmere undersøgelse”. Hvis først videnskaben tager fat og kaster sit skarpe lys ind over det hele, så går det ligesom da jeg begyndte at zoome ind på ”storkene” på mine fotos: det viste sig at være noget andet.

Men jeg må sige, at jeg er dybt overbevist om at kristendommen – i sin originale Bibeltro udgave – kan holde til alt muligt videnskabeligt søgelys. Ind imellem rystes jeg af et eller andet videnskaben påpeger. Men når jeg så får set lidt nærmere på det, er jeg ikke foruroliget længere. I alle de tilfælde, jeg har set, er sagen den, at videnskaben begynder at udtale sig om noget, den ikke har forstand på (ja, undskyld, men sådan er det): den begynder at udtale sig om det metafysiske (åndelige/overnaturlige) samtidig med at den definerer, at den slags ikke findes. Og det er klart, at den ikke kan ”bevise” det, den begynder med at forudsætte ikke findes.

Jesus er overalt

I Betlehem skulle vi besøge den store kirke, der er bygget over det sted, hvor Maria sandsynligvis fødte Jesus. Måske var det der – måske var det 250 meter længere henne, hvem ved. Men det gik os som det gik Maria og Josef den gang: der var alt for mange mennesker og alt optaget! Så vi nåede aldrig helt frem til ”fødselsgrotten”, men som vores guide (en kristen palæstinenser) sagde: ”Det gør ikke noget, for Jesus er jo overalt!”. Og den sandhed er mere værd end at se den mulige fødselsgrotte. Så lad os frimodigt råbe ”Jesus-alarm” i dag!


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også