13.02.2008 12:00 Alder: 11 yrs
Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Sikkert internet

Internettet er en del af den samme virkelighed, som den verden jeg fysisk bevæger mig rundt i. Det betyder, at jeg har samme ansvar for mig selv og for mit forhold til andre, som jeg har i den fysiske verden. Når vi forstår det, så er vi med til at gøre internettet til et tryggere sted at færdes.

Dreng med computer

Den 12. februar 2008 var international Sikker Internet Dag. En dag, der særligt er målrettet børnenes færden på nettet. 

Når vi taler om tryghed og sikkerhed på nettet, så har vi ofte fokus på, hvordan vi sikrer os selv imod andres overgreb. Sikrer børn mod pædofile eller sikrer os selv imod at få stjålet koder til dankortet eller imod ondartet virus og spam. Det er alt sammen også vigtigt. Men lige så vigtigt er det hvordan jeg selv er med til at skabe tryghed for andre på nettet.

Uanset om jeg er barn eller voksen. At jeg er med til at gøre andres oplevelser på nettet til gode oplevelser. Det kan jeg gøre ved at modarbejde mobning, sladder, tyveri, porno, racisme osv.

Næsten på nettet

De sociale og moralske spilleregler som gælder sammen med vennerne i skolen, på jobbet eller derhjemme, de gælder lige så meget på nettet. Min netven er også min næste. De ti bud gælder lige så meget på nettet som i resten af livet. Almindelig næstekærlighed - respekt og venlighed - gælder også på nettet.

Med andre ord: jeg skal ikke behandle andre mennesker anderledes på nettet end jeg ville gøre, hvis vi stod ansigt til ansigt. 

Når mobning er blevet så stort et problem på nettet og med mobilen, så er det bl.a. fordi, at vi har en tendens til at gemme moralen og respekten væk, når vi går på nettet. På nettet er det nemlig ikke så let at kontrollere vores færden og dermed er der heller ikke så stor risiko for at blive stillet til ansvar for sine handlinger. Udnytter vi denne situation, så er vi med til at gøre internettet til et mere utrygt sted, både for os selv og for andre. Men bare fordi vi er usynlige er vi ikke dermed fritaget fra almindelig medmenneskelighed.

Begynder hos os selv

Hvis vi vil være med til at gøre internettet til et mere trygt og sikkert sted at færdes, så må vi hver især begynde med os selv. Vi må spørge os selv hvad det er for nogle livsværdier vi selv har og tænke over, hvordan vi selv kan omsætte dem i praksis - også på nettet.

Er jeg kristen, er det naturligt at spørge: Hvordan praktiserer jeg bedst min kristne tro, når jeg er på nettet? Hvordan møder jeg min næste, når jeg sidder foran skærmen - eller med mobilen?


Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også