11.10.2006 12:00 Alder: 13 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Brug for lys

Så er det ved at ske. Pludselig går man ud af et hus og skal hjem – og så er det blevet mørkt! Eller man stå op fordi en eller anden irriterende vækningsdims har taget fejl: klokken kan ikke være så mange – se selv: det er stadig mørkt udenfor! Jo, den er desværre god nok: efteråret er over os, vinteren og den mørke årstid er på vej.

Stearinlys

Det kræver lys på cyklen og lys ved bordet og sofaen. Det er til at klare. Men for mange af os kræver det også lys i sindet. Og det er ikke så let at klare.

Vi er skabt til sol og sommer – sådan i hvert fald til en vis grad. Selv om mange kan finde det hyggeligt med mørke og lange aftener, så har langt de fleste af os det alligevel sådan, at en solrig dag giver lidt mere kulør på tilværelsen, giver lidt mere energi. Og for en del af os danskere er den mørke tid en periode, hvor ”kulør” og ”energi” ikke lige er de ord, der springer mest i øjnene.

Hvad gør vi så? Hvordan får vi lidt sol i sindet? Elektrikeren kan sælge os en dagslysskærm, der giver os (sol)lys. Lægen kan give os piller – og iøvrigt fortælle hvor vigtigt det er at komme ud i dagslyset de timer, det trods alt stadig er der. Disse ting kan være meget nyttige – alt efter hvor hårdt mørke-ramt, man er.

Findes der andre slags lys? Ja. Ikke noget, der totalt ophæver alle problemer (hvad lamper og piller jo heller ikke gør). Men noget, der kan give et lysskær i sindet – trods kalenderen. Lyset ved at være sammen med venner, der holder af mig. Lyset ved at sidde i kirkes lys og opleve salmesangens løft og nadverens varme nærvær. Lyset ved at sidde i stolen med tæppet omkring sig og få lyset fra en god bog – herunder ikke at forglemme fra Bibelen selv. Lyset ved at satse på at gøre noget, jeg glæder mig over – gøre det inden jeg måske når så langt at ”der ikke rigtig er noget, der gør mig glad længere”.

Måske er dette ikke et problem for dig – men så er det garanteret et problem for nogen af dem, du kender. Så prøv at få lokket dem med på lidt lys!

Og så er det altid for mig en stor glæde at vi kan se frem til lys-festen: til julen med alt dens lys og varme.

Lysfyldt efterår!


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 11.10.2006

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også