30.08.2006 12:00 Alder: 12 yrs
Benna Asmussen Hørlück

Skrevet af:
Benna Asmussen Hørlück

Aktiv dødshjælp - ja, på den værdige måde

Det er absurd at bakke op om både hospice tilbuddene og "aktiv dødshjælp", medmindre der er tale om en misforståelse. Og det tror jeg der er. Det skyldes, at man bruger et plus-ord som aktiv dødshjælp, uden at gennemskue at det er uhyggelig manipulerende – og det handler ikke om hjælp i den forstand, vi gerne vil kunne hjælpe et menneske, der har det svært.

EKG

På samme tid som Hospice tilbuddet øges massivt, og den palliative behandling (smertebehandling af døende) er i fokus, kommer diskussionen igen frem om aktiv dødshjælp, og forskellige kendte står frem og fortæller om deres frygtelige oplevelser med deres kæres dødskamp. Det er i bund og grund to modsat rettede livssyn – som tilsyneladende har bred folkelig opbakning. Det er absurd.

Hjælp til at dø

Hospice-tanken er at lindre og yde omsorg og støtte til de døende og de pårørende, så livet opleves værdsat og værdigt lige til døden indtræffer. Her er vi nået langt i Danmark og det palliative felt er fortsat i højprioriteret fokus. Aktiv dødshjælp (i den forstand ordet manipulerende bruges), er at understøtte den døendes følelse af at livet har mistet sin værdi og tage livet af det - det er den bekræftelse mennesket udånder i. Det er uhyggelig manipulerende at bruge ordet aktiv dødshjælp om det – og på den måde gøre drab på begæring til et barmhjertigt plus-ord. Det er helt naturligt, at vi føler os magtesløse overfor døende og lidende mennesker, og det som vi kan gøre for at hjælpe, vil vi gøre. Når et menneske har det svært med at dø vil vi gerne hjælpe.

Men at hjælpe et menneske med at dø, er ikke at tage livet af et menneske. At hjælpe et menneske med at dø, er at være der med al den lindrende behandling og omsorg der er muligt at give, lige indtil døden indtræffer. Dét er aktiv dødshjælp – på den værdige og gode måde for det enkelte menneskes liv, det er at blive fulgt til livets afslutning med omsorg, kærlighed og respekt. Eutanasi handler ikke om hjælp, værdighed og omsorg, men om at legalisere drab på begæring.

En værdig død – er fokus på livet

Hospice personale har fokus på livet mere end døden. Mange døende oplever at deres selvbillede krakelerer i takt med at deres handlekraft og muligheder svinder. En værdig død er at slippe et liv der har værdi, og det er den værdi der på et hospice ydes en prisværdig indsats for at bevare eller genopbygge, hvis den helt er gået tabt i sygdomsforløbet. Det handler om at skabe håb i det nære, håb om at få bedre appetit og kunne nyde et måltid, håb om at komme ud i parken og dufte jorden, håb om at få sagt farvel til alle i familien. En medarbejder på Arresødal Hospice beskrev for mig for nylig, hvor intens livet leves, og hvor meget livskvalitet der er i de helt nære ting, når vi lærer og får hjælp til at sætte fokus på det. Den hjælp der skal til, skal være aktiv, for mange har mistet modet og er trætte. Det at den døende bevarer eller genvinder sin identitet, og får nærkontakt med sin livsfortælling, det er en stor del af den lindrende behandling der ydes på hospice – og som i aller højeste grad er en aktiv indsat for en værdig død.

Livet er værd at hjælpe

I debatten fokuseres der meget på den ubærlige smerte. I fysisk smertelindring er vi også meget langt, og den fylder en del på hospice. Men den går hånd i hånd med det hele menneske. I øvrigt viser en hollandsk undersøgelse, at under 5% af dem der søger om aktiv dødshjælp er smertepatienter. Det er ellers det, der bliver brugt som argument herhjemme. Vi vil hjælpe der hvor livet er svært. Men at gøre en ende på livet er ikke at hjælpe hvor livet er svært. Det er at sige, det ikke er værd at hjælpe. At tage livet af et døende menneske, som har mistet sit eget selvværd, sin værdighed og håbet om at ens nære værdsætter ens liv, er det at yde hjælp? Er disse følelser og den baggrund en værdig måde at dø på? Vejen til en værdig død er i stedet at vise omsorg og nærhed, og tage al den lindrende behandling i brug, vi har til rådighed, både for de fysiske smerter der må være, og for de sår der sætter sig dybt i sindet, når livsmod og håb svinder. Med den indsats er der håb for, at den enkelte går i døden i den overbevisning, at ens liv var værd at gøre værdigt – også i døden.

Til sidst et citat fra overlæge Ole J. Hartling, formand for det etiske råd, som han skrev det i Weekendavisen forleden (nr. 33, 18. - 24. august 2006 ). Han skrev:

”En berømt aforisme er tillagt Aristoteles og lyder: »En handling bliver en vane, som bliver et karaktertræk, som bliver en skæbne.«

I den danske lægeforening havde vi engang besøg af en hollandsk kollega, og vi spurgte ham, om han havde udført eutanasi. Han svarede, at det havde han gjort fire gange. »Var det svært?« spurgte vi. »Det var værst første gang,« lød svaret”


Benna Asmussen Hørlück

Skrevet af:
Benna Asmussen Hørlück

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også