21.08.2006 12:00 Alder: 11 yrs

Skrevet af:
Frede Møller

Hun fandt rosen

11. søndag efter trinitatis: Den yndigste rose er funden. Det er en salme, mange holder af. Den handler om et menneske, som får øjnene op for noget, som bliver så dyrebart, så det ikke er til at slippe igen. Den salme vælger jeg ofte til gudstjenesten den dag, hvor vi hører om kvinden, som salver Jesu fødder.

Prædiken intro 100px

11. søndag efter trinitatis:

Den yndigste rose er funden. Det er en salme, mange holder af. Den handler om et menneske, som får øjnene op for noget, som bliver så dyrebart, så det ikke er til at slippe igen. Den salme vælger jeg ofte til gudstjenesten den dag, hvor vi hører om kvinden, som salver Jesu fødder.

Jo, for sådan var det jo netop for denne kvinde!

Hun kunne se tilbage på et mislykket liv. Det var lige til at græde over.

Derfor var det så forunderligt, da hun hørte Jesus fortælle, hvor meget vi mennesker egentlig betyder for Gud. Med ét blev hun klar over, at selv et nok så mislykket menneske var som en kostbar perle for Gud.

Må sige tak

Det var blevet så stort for hende, så hun måtte sige tak, og det gjorde hun så, selvom de fleste syntes, det var temmelig uanstændigt.

Grædende stillede hun sig ved Jesu fødder, som blev helt våde af hendes tårer. Hun tørrede dem forsigtigt med sit hår, kyssede dem og salvede dem med olie.

Sådan er det for den, som har set, hvem Jesus er.

Når den yndigste rose et fundet, må der siges tak!

Det er derfor, vi går i kirke.

Du kan høre mere om dette i kirken søndag, hvor prædiketeksten er fra Lukasevangeliet kap. 7, vers 36-50:



 

Prædiketeksten

til 11. søndag efter trinitatis:

En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: »Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.« Jesus sagde da til ham: »Simon, jeg har noget at sige dig.« Han svarede: »Sig det, Mester!« »En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?« Simon svarede: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.« Jesus sagde: »Det har du ret i.« Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: »Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.« Og han sagde til hende: »Dine synder er tilgivet.« De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: »Hvem er han, som endog tilgiver synder?« Men han sagde til kvinden: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!«

Læs alle søndagens tekster her.

Bibelteksten er fra den autoriserede danske bibeloversættelse fra 1992,
© Det Danske Bibelselskab 1992.

 



Skrevet af:
Frede Møller

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også