27.07.2006 12:00 Alder: 11 yrs
Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Den retfærdige krig

Mens vi på nærmeste hold kan følge krigshandlingerne i det sydlige Libanon og de ødelæggelser og lidelser som kampene medfører, trænger spørgsmålet sig på igen: Helliger målet virkelig så voldsomme midler? Hvor går grænsen mellem retten til at forsvare sig og de umenneskelige lidelser som påføres uskyldige civile? Kan en krig overhovedet være retfærdig?

Krig i Libanon

Krig i Libanon

Fra gammel tid har teologerne opereret med et begreb, som er kaldet "den retfærdige krig". Man har talt om retfærdig krig, når den blev ført af en anerkendt stat imod en skyldig fjende og med det ene formål at forsvare sine indbyggeres liv og velfærd og genoprette fredelige forhold. Desuden skulle den retfærdige krig altid være begrænset sådan at den ikke gik ud over uskyldige mennesker og ikke strakte sig længere end højst nødvendigt. Og endelig skulle de krigsførende parter vise hensyn til hinanden (fx i forbindelse med krigsfanger) og overholde indgåede aftaler.

Toppen af konflikt

Spørgsmålet er om der nogensinde er blevet udkæmpet en krig, der opfyldt disse krav? Jeg tror det ikke. Og jeg tror heller ikke det nogensinde vil ske. Man kan forestille sig enkeltstående militære operationer, som kan betegnes som retfærdige og rimelige, men en egentlig krig vil næppe nogensinde kunne føres uden at det går ud over uskyldige mennesker og uden at nogen af krigens parter bryder aftaler. Hvis det var tilfældet, så var det vel slet ikke nødvendigt at føre krig?

Krigens problem er jo, at den som regel er det sidste trin i en eskalerende konflikt, hvor parterne efterhånden er kommet så langt fra hinanden, at de ikke kan tale sammen og derfor heller ikke forstår hinanden. De er blevet døve overfor hinandens argumenter og så er der kun magtens og voldens sprog tilbage.

Utopi

Begebet "en retfærdig krig" er i bedste fald en teoretisk og utopisk størrelse, som næppe giver meget mening når vi står midt i konflikten. Selvom vi evt. står overfor en fjende, som vitterlig har onde og destruktive hensigter, som fx Hizbollah, der som sit primære mål har staten Israels udslettelse; og selvom Israel vitterlig kun ønsker at forsvare sine indbyggere imod død og ødelæggelse, så kan en sådan konventionel krig, som for øjeblikket udkæmpes, aldrig blive en retfærdig krig. Bomber og missiler kan ikke kende forskel på fjendtlige terrorister og uskyldige civile. Og åbenbart heller ikke på ambulancer og militære køretøjer. Og på den måde trækker Hizbollah Israel ned på samme niveau som dem selv. Og hvem er så vinderen?

Jeg er ikke i tvivl om, at Israel gør meget for at undgå at civilbefolkningen rammes, men det forhindrer ikke, at det netop er dem som uskydigt bærer krigens tungeste byrder. Krig er altid uretfærdig. Krig vil altid provokere det værste frem i folk og skabe urimelige lidelser for uskyldige mennesker. Det gælder ikke mindst krig imod terrorister, som ikke har nogen respekt for menneskeliv, men uden skrubler gemmer sig i boligkvarterer og transporterer våben i Røde Kors biler. Terrorist-organisationer som Hizbollah er kun interesseret i at de civile ødelæggelser bliver så store som muligt og Israel har omvendt den største interesse i at undgå det.

Omkostningerne

Skal vi så give op og lade være med at bekæmpe terrorismen? Nej, det skal vi ikke. Det er vores pligt og vores ansvar at forsvare os imod de mennesker og organisationer som spreder død og ødelæggelse og håner vores grundlæggende menneskerettigheder. Jesus var ikke pacifist. Hans formaning til at vende den anden kind til var ikke en politisk programerklæring. Men i respekt for det kristne menneskesyn og næstekærligheden må vi finde andre og mere hensynsfulde midler end bomber og raketter. Omkostningerne er simpelt hen for store. Og det er ikke retfærdigt.


Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også