25.07.2006 12:00 Alder: 12 yrs

Skrevet af:
Peter Guldager Dahl

Din egen lykkes smed

”Enhver er sin egen lykkes smed”, plejer vi at sige. Nu mener forskere i psykologi , at de har fundet ud af, hvordan det gamle mundheld omsættes i praksis: Mennesket kan ved terapeutisk godgørenhed kortvarigt opnå en højere lykkefølelse. Det skal hjælpe de mennesker, der egentligt har det fint, men bare gerne vil være mere lykkelige.

Lykke

For nyligt kunne man i Weekendavisen læse, at psykologerne har travlt som aldrig før. Der er nemlig opstået en helt ny patientgruppe, som kræver en særlig behandling. De henvender sig til psykologen, selv om de hverken har traumer eller depressioner, angstanfald eller neuroser. Faktisk fejler de slet ingenting. De er ganske almindelige, velfungerende mennesker - de føler sig bare ikke lykkelige nok.

Det har givet videnskaben noget at tænke over og fået en helt ny psykologisk retning til at blomstre op. Hvor den klassiske psykologi fokuserer på sygdom i mennesket sind med den henblik at gøre folk mindre ulykkelige, skal psykologer nu også udrustes til at hæve ellers sunde sinds lykkefølelse.

At føle sig lykkelig

Den grundlæggende opdagelse, forskerne har gjort, er, at vi føler os lykkeligere når vi slår naboens græs (ikke for hans skyld, for vores), ringer til vores gamle forældre (ikke for deres skyld, for vores) eller på andre måder viser godgørenhed (for vores egen skyld). Fem gode gerninger, gerne samme dag, skulle give udøveren en hævet lykkefølelse i op til en uge, hvorefter det er på den igen. Større effekt har det at vise taknemmelighed, for eksempel ved at skrive breve til eller aflægge besøg hos familie eller venner og give udtryk for ens taknemmelighed for dem. Alle disse forskellige interventioner skal psykologerne altså til at lære at ordinere som terapi.

Indenfor den psykiatriske forskning har man imidlertid opdaget, at et menneskets grundlæggende stemningsleje er medfødt. Det skulle angiveligt blandt andet kunne aflæses på aktivitetsniveauet i venstre frontallap, om vi er disponerede for at være mere eller mindre lykkelige end gennemsnittet. Udsving på følelsesbarometeret i både positiv og negativ retning vil angiveligt kun være kortvarige, før humøret vender tilbage til sit udgangspunkt. Forskerne mener, selv om det ligger langt ude i fremtiden, fordi der stadig er så meget forskerne ikke ved om hjernens kemi, at det vil muligt at booste et menneskes lykkefølelse rent kemisk, så stemningslejet kan holdes oppe gennem længere perioder.

At være lykkelig

I forbindelse med Jesus2000-kampagnen, som var en forløber for JesusNet.dk, var ét af slagordene: "Han er din egen lykkes smed!" Og det er faktisk lidt af en provokation i et land, hvor vi netop har lært, at enhver er sin egen lykkes smed. Det kan vel ikke være rigtigt, at der ikke er noget sandt i i det gamle mundheld; har jeg virkelig ikke selv indflydelse på, om jeg er lykkelig? Positive Psychology-skolen siger det klart: jo, vi har indflydelse på vores egen lykkefølelse. Og det har de formodentlig ret i. Men at føle sig lykkelig er ikke det samme som at være lykkelig.

Det løber som en rød tråd gennem Bibelen, at Gud er menneskets skaber. Og det er også Ham, der holder liv i os. Uden Gud, intet liv. Vores liv står og falder med Gud; vores liv er ikke kun i vores egen hånd.

På samme måde kan vi heller ikke være vores egen lykkes smede. Bibelen er ganske vist ikke blind for, at vi selv har indflydelse på, hvordan vores liv former sig og om vi er lykkelige. Men lykken selv findes ikke løsrevet fra Gud. Lykken er nemlig ikke en fed fornemmelse – lykken er livet. Ikke hvilket som helst liv, men det gode liv, som kun Gud kan give.

Der er grænser for, hvor frit og selvstændigt, vi kan smede vores egen lykke. Psykologerne siger, at vi bliver lykkelige ved at vise vores medmennesker taknemmelighed og gøre godt mod hinanden. Og opfordringer til mere af den slags praktisk næstekærlighed kan man dårligt protestere imod. Men det har bare ikke noget med lykke at gøre. Lykken er ikke alt det gode, vi gør – men alt det gode, som Gud gør for os. Hvis vi vil finde lykken, så må vi søge tilflugt hos Herren:

Men at være Gud nær er min lykke, jeg tager min tilflugt til Gud Herren (Salme 73,28)

Den sande lykke kan ikke findes gennem psykologisk terapi eller kemisk manipulation af venstre frontallap. Lykken er at leve vores liv i Guds tilgivelse og kærlighed – så er vi lykkelige, uanset om vi føler os lykkelige.


Skrevet af:
Peter Guldager Dahl

Lagt på nettet 25.07.2006

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også