18.01.2006 12:00 Alder: 14 yrs
Benna Asmussen Hørlück

Skrevet af:
Benna Asmussen Hørlück

De fremmede

Fremmede har søgt ly i Danmark. De er mærket af nogle af klodens barske vilkår. Det er ved at gå op for mig, at hvis vi skal hjælpe kræver det kamp. Det er en rolle, kirken ikke lige har været så vant til her hjemme – men situationen har ændret sig. Flere og flere mister tilliden til, at de danske myndigheder tager hånd om mennesker i nød. Min tillid har også fået nogle alvorlige knæk.

Det vækker opsigt når en række præster melder ud, at de vil bruge julen til at markere kirkens ansvar overfor de fremmede. Den asylpolitik der praktiseres i dag, tvinger kirken og kirkelige foreninger til at bryde med nogle grænser, der ligger i det vi kan kalde kirke- og missionshuskulturen. Mange synes ikke, at asylpolitik er et emne der hører hjemme i forkyndelsen, men nu er situationen den at flere og flere forkyndere tager kampen op og taler myndighedernes behandling af fremmede imod.

Jeg havde først skrevet en hel anden artikel til denne uge. Min pointe var den samme, men bare sagt på en mere symbolsk måde, mere ”spiselig” måske, for dem der ikke lige er helt enige. Men formuleringerne blev ved at slå knuder for mig. Jeg kom til at hade artiklen. Det nytter ikke noget at blive ved med at forskanse os bag pæne ord og symbolik. Der er mennesker, der har brug for vores indsats her og nu. De sidder med deres afviste asylsager og ved ikke, hvor de skal vende sig hen.

Jeg kan godt begynde at nævne det ene menneskes historie efter den anden, og bestemte grupper der er i klemme, men jeg vil i stedet opfordre alle jer, der nu sidder med bestemte mennesker i tankerne, mennesker som har mistet alt og levet i frygt i årevis, og som er blevet afvist og udvist af de danske myndigheder: skriv og fortæl. Vi må se de mennesker i øjnene, som vi skal kæmpe for. Deres historier må stå i vores blade, aviser og hænge på opslagstavlerne på vore skoler, i kirker og missionshuse. De må sendes til politikerne og der må kræves svar og handling

Guds kald

Bibelen lægger ikke skjul på vores ansvar over for de mest udsatte mennesker i samfundet, ”de faderløse, enkerne og de fremmede.” Igen og igen kalder Gud Israels folk til at tage sig af dem. Det gamle Israel var et folk, der meget let kunne blive infiltreret og udvisket af omgang med de fremmede, deres skikke og underlige guder. Var det så ikke en risiko for Gud at løbe, at lægge så stor vægt på, at de tog godt imod de fremmede, og endda gav dem de samme rettigheder som dem? Nej, det er lige modsat. Uden ægte og aktiv kærlighed og omsorg for mennesker i nød går Guds folk til grunde.

Der er stribevis af konkrete eksempler i Bibelen og det bliver overhovedet ikke pakket ind. Guds folk skulle lære betydningen af at tage sig af de fremmede. Men der hvor usikkerheden melder sig i de kirkelige rækker, det er i spørgsmålet om, hvordan vi giver det kald fra Gud kød og blod i vores nuværende situation i Danmark.

Nogen må gå foran

Vi har været vant til den udmærkede arbejdsfordeling, at overlade det at styre en ansvarlig politik til de folkevalgte politikere, så kunne vi i kirker og missionshuse forkynde og yde diakonal omsorg. Men i dag mister flere og flere tillid til, at de danske myndigheder tager hånd om mennesker i nød. Det er ikke nogen behagelig oplevelse. Men den er desværre virkelig.

Tak til alle de præster, der tør tale myndighederne imod. Det betyder noget for os alle, at der er nogle der tør gå foran og markere kirkens kald overfor de fremmede. Tak til alle der kæmper for en fremtid for bestemte flygtninge. Vi må opmuntre hinanden i den kamp, ellers dør livet i Guds folk ud, og den dag Jesus kommer igen og spørger os: Jeg var fremmede – hvem tog imod mig? Så må vi slå øjnene ned.

Nu er tiden til at se virkeligheden i øjnene – og en del af den virkelighed er mennesker i nød.


Benna Asmussen Hørlück

Skrevet af:
Benna Asmussen Hørlück

Lagt på nettet 18.01.2006

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også