13.12.2005 12:00 Alder: 12 yrs

Skrevet af:
Hannah Pedersen

Vejen til sejr

Af banen, for nu kommer vi! Det er igen blevet tid til den tilbagevendende omgang kvindehåndbold i dagene her op til jul. Boldene flyver gennem luften, mens pigerne farer hen over skærmen.

Roslyng 100

Roslyng 210

Holdboldpigerne har ét mål, og det er at vinde – ikke bare i de indledende kampe, men guldet. En sølvmedalje vil altid kun være det næstbedste. Vejen til succes er dog ikke altid lige nem. Det hjælper ikke, at hver enkelt spiller på holdet helt alene går efter guldet; der må sammenspil til for at komme i finalen. Hvis holdet kun bestod af enkeltindivider, der ikke udnyttede hinandens forcer, ville det være stort set umuligt at vinde over modstanderne. Der er altså brug for både en træner og teamarbejde for at få sejren i hus.

Det menneskelige holdspil

Sådan er det også på mange andre områder i livet. Mennesker kan ikke leve deres liv helt alene uden at have behov for andre. Vi har brug for hinanden. Livet som kristen eller heller ingen undtagelse. Vi har brug for fællesskab – både med hinanden og ikke mindst med Gud. Det er Ham, der leder vores liv til den ultimative sejr – et uendeligt liv sammen med Ham. En evighed, hvor alle behov er opfyldt, og Gud reelt og fysisk er tilstede.

Livet her på jorden vil aldrig blive fuldkomment, så derfor kan det være svært at forestille sig, hvad en evighed sammen med Gud indebærer. Det er her vores teamarbejde som mennesker må spille ind. Det er Gud, som fører til sejren, men vores menneskelige relationer er med til at holde modet oppe og give et glimt af, hvad der venter forude. Når vi er sammen med mennesker, som vi har tillid til, føler vi os trygge. Vi behøver ikke at have blankpolerede facader foran os, som vi kan skjule os bagved. Alt føles godt og sikkert, og vi frygter ikke for, hvad de andre tænker om os. Det er derfor vigtigt at give plads til hinanden, for at andre også kan give plads til os. Vi skal vise hinanden respekt og medfølelse.

Guds coaching

Guds kærlighed er meget større end noget menneske nogensinde kan forstå fuldt ud, men jeg tror, at en af måderne, vi kan opleve den på, er gennem venner og fællesskaber fulde af tillid, hvor vi tør være os selv. Et sted, hvor vi kan udfolde vores personlighed og udforske dybden af andres tiltro og nærvær.

Gud har skabt alle mennesker med de evner og færdigheder, som vi hver især besidder. Vi er alle lige værdifulde for Ham, så derfor er der ingen, som kan sige, at man er mere betydningsfuld eller bedre end den anden. Det betyder dog også, at der heller ikke er nogen, der kan hævde, at man ikke fortjener andres tillid eller fællesskab, fordi man ikke er god eller dygtig nok.

Gud har ikke villet, at mennesker skal være hverken arrogante eller mindreværdige. Alle mennesker har del i Hans omsorg og kærlighed. Når Gud elsker alle mennesker lige højt, må vi også betragte hinanden som lige værdifulde – både i Guds øjne, men så sandelig også i vore egne. Vi kan hjælpe hinanden ved at komme med opmuntringer og tilskyndelser til at gøre det, som vi nu er bedst til. Da hvert menneske er unikt, vil vi også besidde forskellige evner.

Når vi lærer at udnytte vore forskelligheder, kommer vi meget længere, end hvis vi hver især skal varetage alle opgaver. Ligesom håndboldpigernes sejr kræver sammenspil, kræver vores fællesskaber også teamarbejde. Nogle skal være ledere, andre skal være ”medspillere”. Det betyder dog stadig ikke, at nogle folk har større betydning end andre. Der er et fælles mål for alle parter – en samlet sejr på trods af de forskelliges indsats og engagement.

Vejen til sejr

Den endelige og ultimative sejr er, som jeg skrev tidligere, et evigt fællesskab med Gud. Den Gud, der elsker alle så højt, at han blotlagde det inderste af sit hjerte for os, da Jesus blev en del af menneskeheden. Han levede og følte som et menneske. Han døde endda en menneskelig død.

Det helt ekseptionelle er dog, at Jesus var meget mere end et almindeligt menneske. Han var på samme tid Gud, som har magt over himlen og jorden, livet og døden.

Da Jesus døde på korset, var det ikke slutningen på Hans liv. Han blev levende igen, og smadrede den forhindring, der gjorde, at mennesket ikke kunne have fællesskab med Gud.

Vejen mod målet ligger altså åben. Vi kan styrke hinanden til at blive på vinderkursen. Paulus udtrykker det på denne måde:”Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel. I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus” (Filipperbrevet. 2,3-5)

Vi er skabt til fællesskab med Gud og Hans dyrebare skaberværk – vores medmennesker.


Skrevet af:
Hannah Pedersen

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også