07.01.2005 12:00 Alder: 13 yrs

Skrevet af:
Jens Grund

En fars tro og håb

En uge efter katastrofen i Sydøstasien håber Flemming Kofod-Svendsen stadig på at se sin søn, svigerdatter og børnebørn i live. De forsvandt på stranden ved Khao Lak i Thailand. Men sker det ikke er han overbevist om at møde dem igen på den nyskabte jord - himlen.

Flemming Kofod-Svendsen 210

Som præst forkynder Flemming Kofod-Svendsen håbet, og som menneske er han selv afhængig af det.

Faderen og præsten tror på, at der går en linje fra syndefaldet til flodbølgen - som ondskabens krampe- trækninger. Og han tror på, at flodbølgen er et forvarsel om Kristi genkomst.

Håbet er et halmstrå

Det er nemt nok at skrive og sagt så mange gange, at ordene har mistet sin betydning. Men når de kommer fra en far, som savner sin søn, sin svigerdatter og to børnebørn efter flodbølgen i Thailand for godt en uge siden, får ordene en ganske anderledes klangbund.

Så er de ikke længere bare ord, men et forsøg på at favne og formidle noget ubeskriveligt.

Flemming Kofod-Svendsen siger sætningen nøgternt, uden at de dybe rystelser når frem til hans stemme:

»Håbet er et tyndt halmstrå.«

Ikke meget at klynge sig til, men alternativet er afmagten, opgivelsen.

Flemming Kofod-Svendsen er efter et liv som politiker trænet i at tackle pressen, og i sit præsteembede er han vant til at bruge ordene, også dér, hvor de egentlig burde slippe op. Denne januardag har han sagt ja til først at møde Kristeligt Dagblad, derpå Berlingske Tidende og så Jyllands-Posten.

I håb om, at hans kære på mirakuløs måde har overlevet katastrofen. Og i håb om, at nogen - en eller anden - læser artiklerne og fra mund til mund får fundet de savnede på et fjernt hospital i Asien.

Den tidligere boligminister tager imod i villaen i Birkerød. Der er intet nyt om den 28-årige teolog Jacob Kofod-Svendsen, hustruen Lisbeth Kofod-Svendsen og parrets to lyslokkede børn, Regitze og Silas på tre og fire år.

Intet nyt er dårligt nyt

Intet nyt er dårligt nyt. Mange danskere er de seneste par dage blevet taget af listen over savnede, men ikke de fire. De boede i en hytte i Khao Lak, der blev hærget af flodbølgen.

Som præst forkynder Flemming Kofod-Svendsen håbet, og som menneske er han i disse dage afhængigt af det.

Hvor finder man håbet, når håbløsheden hersker?

»Jeg tror på underets Gud og på, at Gud har al magten i Himlen og på Jorden. Derfor har vi gentagne gange henvendt os til ham i bøn om, at underet sker, så vores børn bliver fundet i live. Det har været en stærk trøst, at vi har den overbevisning: At Gud har total omsorg for det enkelte menneske. Jeg ved, at Jacob og Lisbeth har lagt deres tur i hans hænder og bedt om, at der måtte komme hindringer i vejen, hvis de ikke skulle tage afsted. Men de har set den ene dør efter den anden åbne sig. Derfor er kontrasten så stor.«

Guds almagt

Hvor er Gud henne i alt det her?

»Det var et idealistisk projekt, hvor de tog barselsorlov og væk fra en travl hverdag for udelukkende at være sammen med deres børn. De mailede 1. juledag, at de nu var nået frem til det trygge sted. Så forstår man det ikke. Min første reaktion var: Hvad går der af dig, Gud? Hvorfor gør du det her? Har du ikke styr på tingene? I det gamle testamente er der også salmer, hvor salmisten klager sin nød til herren i ganske barske vendinger. Det her er da urimeligt. Den tone har jeg mødt flere gange i mit eget sind. En form for oprør, utilfredshed, skuffelse. Den anden tone er som, når der i Bibelen siges om Gud: "Vej har du alle steder, dig midler fattes ej", og "han som kan storme vende, hvem bølgen lyde må". Det er dejlige ord; at tro på en far, som har den magt. Den kommer på en prøve nu. Jeg har nu ikke et øjeblik tvivlet på Guds almagt.«

Heller ikke nu?

»Nej. Men jeg står uforstående over for det, der sker. Hvorfor hører jeg ikke fra dig Gud? Hvorfor får vi ikke en opringning? Min søn og svigerdatter følte et kald til at komme ud som præstepar. Der er brug for dem. Jeg står over for en gåde, der bryder ud i en blanding af et oprør over for Gud, men stadig er knyttet fast til en tro på og bøn om, at Gud vil det bedste. Men jeg kan ikke se det her.«

Hvis du tror på en almægtig Gud, må du vel også tro på, at flodbølgen er hans værk?

»Neej, det kan man nu ikke sige.«

Eller at han har haft magt til at standse den?

»Ja, det er en anden nuance. For der er en ting, som jeg også tror på eksistensen af: Det er Guds modstander, Djævelen, som vil det onde. Det onde kommer fra Djævelen.«

Men er flodbølgen ondskab?

»Her kommer vi over i vanskelige teologiske spørgsmål. Jeg tror på, at Gud har skabt alting såre godt, men at der er kommet et syndefald, som har medført ondskab. Det er baggrunden for, at mennesker slår hinanden ihjel, ødelægger livet for hinanden og har vendt Gud ryggen. Men jeg tror også, at en følge af syndefaldet er, at der er kommet uorden ind også i skaberværket. Syndefaldet har ikke alene skabt ondskab mellem mennesker, men også en ubalance i den oprindelige, gode jord. Så dybest set tror jeg, at et sådant jordskælv er en af de sidste omfattende konsekvenser af syndefaldet. Derved er vi ved det, som jeg kalder det utilmative håb. Jeg tror, at Kristus kommer igen for at genoprette en ny himmel og en ny jord. Og den jord bliver uden jordskælv. Jeg tror, at jordskælvet hører denne faldne tidsalder til.«

Djævelens værk

Hvordan kan man tro på, at Gud er både god og almægtig - teodiceparadokset - når vi samtidig lever i en verden med krige og naturkatastrofer?

»Jeg tror, at både krige og naturkatastrofer går tilbage til Djævelen og det oprør, han forårsagede med syndefaldet. Det er mit teologiske svar.«

Men er flodbølgen de sidste kræfter af Guds straf?

»Neej, jeg ser det ikke som Guds straf, men som Djævelens ødelæggelse af Guds gode skaberværk.«

Det er så en ond mening. Kan der ikke være en god mening, en guddommelig mening, med en sådan begivenhed?

»Nej, al ødelæggelse og ondskab er en kombination af djævelens ondskab og vor egen onde vilje. Vi har et ansvar. Hvis jeg slår dig ihjel, eller når forældre begår incest, og ægtepar terroriserer hinanden i stedet for at elske hinanden, er det ondskab. Og alt, hvad Djævelen står bag, er meningsløst. Tilværelsen er en kamp mellem Gud og Guds modstander. Men jeg tror på, at Kristus opretter et nyt herlighedsrige, en ny himmel og en ny jord.«

Flemming Kofod-Svendsen har funderet over den sidste søndag, før hans søn, svigerdatter og børnebørn rejste. Flemming Kofod-Svendsen havde samlet dem og svigerfamilien til en afskedsfest, og til gudstjenesten i Birkerød Kirke prædikede Flemming Kofod-Svendsen over teksten til den søndag - fra Lukas kapitel 21, hvor Jesus taler om den sidste tid: »Han siger: Der skal komme jordskælv, og sted efter sted skal der komme hungersnød og pest. Der skal ske forfærdelige ting og vise sig store tegn fra Himlen. Der skal ske tegn i sol og måne og stjerne, og på Jorden skal folk gribes af angst. Rådvilde over havets og brændingens brusen. Det er lidt mærkeligt, at det var den tekst, som jeg prædikede over den søndag. Der står også, at mennesker skal gå til af skræk. Min konklusion på det, at da ville forløsningen og Jesu genkomst nærme sig.«

Kristus' genkomst

Som noget snarligt?

»Ja. Jeg ser adskillige tegn, og jeg ser det, der skete i Asien, som et af disse rædselstegn, inden Kristus kommer igen. Bibelen har et billede: Inden en fødsel er der fødselsveer. De gør ondt. Men når først fødslen er overstået, glæder man sig over barnet og tænker ikke over fødselsveerne. Jeg tror, at der inden Kristi genkomst vil komme drabelige fødselsveer, hvor den forurenede jord vil gå under og en fuldstændig ren vil komme frem. I disse fødselsveer vil vi opleve mere af det, som vi har oplevet i Asien. Det er en meningsløshed, men for mig er det ondskabens sidste krampetrækninger inden fornyelsens tid.«

Vil du se din søn igen i en sådan ny verden?

»Da kommer vi til det, jeg kalder det ultimative håb. Da er jeg mere overbevist om, at jeg vil være sammen med min søn, end jeg er overbevist om, at du sidder her. Fællesskabet på den nye jord er troens fællesskab.«

Flemming Kofod-Svendsen virker, som om troen i øjeblikket er stærkere end håbet. Håbet om at gense sin søn i live på denne jord. Nodebogen ovre på klaveret er næsten symbolsk slået op på en smuk sang:

»Når den sidste sang stiller toner ud, ja, så står jeg her. Længes efter at mødes der med dig på den nye jord.«


Skrevet af:
Jens Grund

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også