03.11.2003 12:00 Alder: 14 yrs

Skrevet af:
Henning Smidt

Mål

Vi kan have forskellige mål. Nogen har som største mål at tjene mange penge, andre vil bare gerne have fred og ro, have det godt med sig selv og sin familie. Gud har også et mål - og det gælder os mennesker.

Det er vigtigt at sætte sig nogle gode mål, hvis man gerne vil have noget til at ske. Uden at sætte mål for sin dag og sit liv bliver man let kastebold for tilfældigheder.

Vi kan have forskellige mål. Nogen har som største mål at tjene mange penge, andre vil bare gerne have fred og ro, have det godt med sig selv og sin familie. Men ikke alle mål er gode, og ikke alle mål lykkes – langt fra.

Guds mål

Gud har et mål med os. Han vil give os evigt liv. For at nå det mål lavede han en plan, som han fulgte. Han sendte sin egen søn, og i ham mødte vi Guds ufattelige kærlighed i kød og blod. Dernæst lod han det blive påske. Her gik hans kærlighed de tungeste skridt, da han med sin søns død betalte vores skyld.

Men påskemorgen brød lyset igennem håbløshed og verdens mørke, med sin opstandelse befriede han os af det ondes magt. Og så lod han det blive pinse, for at han gennem sin Helligånd kunne gøre sin plan kendt for os, så vi kunne tage imod den og gøre den til målet for vores liv.

Vores mål

Det er vores mål som kristen kirke og menighed at gøre det kendt. Og derfor vil vi gerne møde mennesker med budskabet om Jesus hvor som helst. Og vi vil gerne gøre vort kristne fællesskab - ved gudstjenesten i kirken og til møder i missionshuset og stævner, hvor Guds ord bliver forkyndt - til steder, hvor alle kan mærke sig velkomne og omfattet af Guds kærlighed.

Lav mål

Lav mål – det kunne være et sportsudtryk, men her er det en opfordring og en udfordring til at lade Guds mål blive dit mål, og gå efter det. Ikke bare på egen hånd, men med på det hold - det fællesskab - som er den kristne menighed.

I det fællesskab har vi det løfte i Bibelen, at Gud vil lade os vokse i troen og fyldes af Kristus til evigt liv, det er det største mål for livet: ”At kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I fyldes, til hele Guds fylde nås” (Efeserbrevet kap. 3, vers 19).


Skrevet af:
Henning Smidt

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også