08.07.2003 12:00 Alder: 15 yrs
Benna Asmussen Hørlück

Skrevet af:
Benna Asmussen Hørlück

Ondskaben i Benløse

12 årig pige forsvundet. Noget af den mest skræmmende nyhed der kan ramme os. De følgende dage blev det bare værre og værre, for at ende med den barske og modbydelig konstatering, at Mia var offer for sexmisbrug og drab.

fokus-skriget60.jpg

Det kan ikke blive værre, det er så ondt, ubærligt og modbydelig, at jeg tvinger mig til ikke at tænke tanken til ende, hvis det samme skulle ramme mig eller værre endnu: en af mine tre børn. Hvorfor? Hvordan kan et menneske handle så ondt? Ingen kan rigtig svare, selvom der kan laves profiler af forbrydere i lignende sager, og der kan siges meget, og forklares meget..... så alligevel er der ikke nogen, der kan svare, for intet giver mening.

Hvor længe?

Drabet på Mia skete mens vi deltog på en juniorlejr, hvor vi i undervisning og aktiviteter tog udgangspunkt i Bibelens beretning om David. Vi sang også en række sange, skrevet af David. En salme lød sådan:

Hvor længe vil du dog glemme mig Herre

Hvor længe vil du skjule dit ansigt for mig?

Hvor længe skal jeg være bekymret i sindet,

og daglig have sorg i mit hjerte?

Hør mig - se mig - hør mig - se mig!

Hør mig - se mig - hør mig, se mig!

Bagefter kom en fyr og sagde, at han ikke synes det var en rigtig kristen sang, for Gud skjuler sig da ikke – han hører os altid, sagde den lille fyr, som tydeligvis var opvokset med troen på Gud og levede i fuld tillid til, at Gud hører ham. Jeg tænkte: lille naive dreng, virkeligheden er en helt anden, og du kommer nok også en dag til at opleve, at Gud har skjult sig. Gud gemmer sig igen og igen, skjuler sig og forholder sig passivt. Hvor var Gud da Mia blev dræbt? Jeg har så svært ved at acceptere, at det onde får lov at sætte så modbydelige spor i denne verden. Jeg har så svært ved at forstå, at Gud ikke sætter en stopper for det. Er det fordi han ikke kan?

Så gør dog noget!

Jesus mødte også dette krav: Så gør dog noget! Sagde folk, da døden ubarmhjertigt havde hentet hans gode ven Lazarus? Hvorfor forhindrede du det ikke? - og Jesus græd, ikke af afmagt, men af sorg og vrede over, hvor destruktivt og ondt døden virker på os. Jesus har magt over liv og død og han viser det, da han kalder Lazarus ud af graven, og lader ham vende tilbage til livet, dog et liv under de samme vilkår og en dag hentede døden ham igen. Men Jesus viser os alligevel en afgørende ting, han viser, at han forstår vores vrede, harme og sorg. Vi kan ikke bare acceptere det onde og sige... sådan er livet. Vi kan rammes på den måde, at det enste vi kan sige er som David sagde, da han var ramt: Hvor længe vil du glemme mig Herre, hvor længe vil du skjule dig??? Gør noget !!

Ingen kender timen...

Nu ved jeg intet om, hvad Mias kære har oplevet eller oplever. Måske de oplever Guds nærhed på en meget konkret måde. Det ved jeg ikke. Men jeg vender mig til Gud og siger: Gør noget! Stands den ondskab der hærger rundt omkring. Hør mig, se mig... skjul ikke dit ansigt! Slå det onde ned!

Bibelen lærer os, at Gud HAR overvundet det onde - men han tøver med den endelig straf, udslettelsen af det onde. Ikke fordi han vender sit ansigt væk eller fordi han er fej, men fordi han vil, at ingen skal gå fortabt – ryge med i faldet. Derfor viser han endnu tålmodighed – for at flere skal komme til tro og få del i det evige liv uden sorg, smerte og savn. Det er Bibelens forklaring på, hvorfor vi stadig lever i en verden, hvor det onde rammer os. Ingen kender dagen og timen... Kun Faderen. Ikke engang Jesus kunne udtale sig om, hvornår dette vil ske. Men når jeg ser billedet af Mia i avisen, vover jeg bønnen: Kom Herre Jesus, Kom snart. Gør noget!


Benna Asmussen Hørlück

Skrevet af:
Benna Asmussen Hørlück

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også