15.03.2004 12:00 Alder: 14 yrs
Benna Asmussen Hørlück

Skrevet af:
Benna Asmussen Hørlück

12 timer der ændrede verden

"Passion of the Christ" har fået mange mennesker op af stolene og ind i biografen. I filmens første premiereuge solgte den flere billetter end Ringenes Herre 3. 

The Passion 210

En filmatisering af Jesu Kristi lidelseshistorie, har ramt biograf-lærredet i USA med sådan en styrke, at reaktionen næsten er ude af kontrol. I filmens første premiere uge solgte den flere billetter end Ringenes Herre 3. Folk har hørt om filmen, og de vil se den, helst hurtigt.

Diskussionerne går højt. Meningerne er delte; beskyldninger som antisemitisme, religiøs splatter-film, en visuel dyrkelse af sadisme og vold, blottet for budskabet om kærlighed og tilgivelse, en svulstig hyldest til katolicismen, er bare få eksempler på det, der får bølgerne til at gå højt. Samtidig går rigtig mange mennesker, kristne som ikke kristne, rystet og bevæget ud af biografen – ramt på deres sjæl. Et ukendt antal af kirker og menigheder har kastet sig ud i evangelisationskampagner, fordi de oplever filmen som det stærkeste budskab om Jesu død i hele historien. Hvad skal man tro?

Filmpremiere i Danmark

Ja, nu bor vi jo ikke i det religiøse USA. 2 timer om Jesu korsfæstelse, det er ikke noget, der kan sælge biografbilletter herhjemme og slet ikke noget, der kan sætte sindene i kog. Sådan vurderede de danske filmindkøbere i første omgang filmen. Det fungerer måske “over there”, men ikke her i Danmark. Vi har for længst draget vores konklussioner om korsfæstelsen. Korsfæstelsen er “closed case” i Danskernes folkesjæl. Vi er ligesom kommet videre... Eller hvad?

Det vil nu vise sig. Den helt uventede reaktion i USA kan næsten tolkes mystisk, og det skal vi alligevel ikke gå glip af herhjemme. D. 2. april får filmen premiere i danske biografer. En af filmindkøberne sagde ved en presse-visning af filmen i sidse uge: “Det var nærmest en fysisk oplevelse, og det er den mest påtrængende og fysisk voldsomme film, jeg har oplevet” Jeg gav mig lidt i sædet, fordi jeg ikke vidste, om jeg skulle se frem til at se filmen eller frygte det. Jeg er ikke så god til det med rå vold.

Film eller virkelighed

Da jeg havde siddet foran lærredet i 2 timer, følte jeg mig splittet, og jeg ved næsten ikke, om jeg skal skrive om filmen eller om virkeligheden. Det er som at have set et indslag i nyhederne fra et terrorangreb, hvor indslaget i sit udtryk er ekstremt nærgående og voldsomt.

Så rejser diskussionerne sig lynhurtigt om, hvor grænsen går, hvor meget man skal vise, hvordan, hvor længe, klipningen, speaken, sammenhængen..... og den grufulde terrorhandling har vi så heldigvis fået lidt på afstand. Den er så rå og barsk og konflikten så håbløs og uløselig. Den er meget vanskeligere at forholde sig til.

Det var sådan, jeg havde det, da jeg havde set filmen. Jeg vidste, at jeg skulle forholde mig til filmen, udtale mig om den, sige noget klogt og diskutere den (og jeg kan nemt finde noget at diskutere). Men samtidig virker det på mig som en “snakken udenom”, for at undgå at forholde sig til det der skete, Jesu lidelse og død. Det er dét, der er påtrængende i denne film. Det er ikke bare et stykke interessant historie, der er blevet filmatiseret. Det er noget af min historie, det er noget af mit liv.

Jesu lidelse, død og opstandelse er en virkelighed, som jeg tolker forståelsen af mit liv udfra. Det er en virkelighed, hvor jeg møder Guds grænseløse kærlighed til mig, dér hvor jeg ser, at ingen pris var for høj for Gud. Da Jesus forpint og døende på korset råbte: “Min Gud, hvorfor har du forladt mig?” så kender jeg Guds svar, for det var for mig.

Gud ofrede sin egen søn for at skåne mig. Jesus bar både ydmygelsen og hadet fra mennesker og Guds straf. Jesus udånder, men viser, at han er stærkere end døden. Han rejste sig fra graven. Det som kan virke som en smuk og poetisk slutning er samtidig en udstilling af noget meget sårbart i mit liv: min tro og mit håb om et evigt liv.

Kan 2 timer ændre noget?

Jeg er ikke sikker på, at vi som folk egentlig er så hjemme i “kilderne”, at denne film ikke kan give mange en overraskende oplevelse.Var det det, der skete? Hvorfor? Korsfæstelsen har været “lukket case” i et par generationer, og det er mere andres tolkninger og udlægninger, vi forholder os til, end selve beretningen, historien, kilderne.

Denne film forsøger at tage Bibelen for det den er, at give de overleverede beretninger et filmisk udtryk. Måske vil vi opleve, at vi som folk slet ikke er så færdige med korsfæstelsen, som vi går og bilder os ind, og at filmen kan sætte gang i en ny interesse for kilderne. Så kan de 2 timer komme til at ændre meget. Der hvor mennesker søger Gud og gransker kilderne, der kan reaktionerne godt løbe ud af kontrol.Tag det bare som en advarsel.

For enkelte sjæle, der er skruet sammen som jeg, bør jeg nok sige, at for mig personligt er filmen for voldelig, det bliver “for meget”, og jeg beskytter mig selv med et filter, som gør mig mindre modtagelig. Men heldigvis kender jeg historien så godt, at jeg ikke mister overblik over handlingen. Jeg har læst bogen og ikke mindst de kapitler, der beskriver de 12 timer. Men jeg er ikke færdig med den og bliver det aldrig.

Hvis du ikke har lyst til at se filmen, så kan du “nøjes” med at læse bogen, så kan man jo være med i påskens samtaleemne alligevel. For det kan ske, at filmen viser sig at være 2 timer, der ændrer påsken i år, og sætter fokus på Bibelens beretninger om de 12 timer, der ændrede verden – også min verden.


Benna Asmussen Hørlück

Skrevet af:
Benna Asmussen Hørlück

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også