03.04.2001 12:00 Alder: 17 yrs

Skrevet af:
Max Lucado

Lignelsen om Majken

John bebrejdede hende aldrig, at hun var gået. Han forstod godt, at det var svært at være datter af en slagter. I de sidste dage, de var sammen, prøvede han alt. Han lavede hendes yndlingsmad – hun var ikke sulten. Han inviterede hende med i biografen – hun blev på sit værelse. Han købte en ny kjole til hende – hun sagde ikke engang tak. Og så var der den forårsdag, hvor han tog tidligt fri fra arbejde for at kunne tage imod hende, når hun kom hjem fra skole. Det viste sig at være den dag, hvor hun slet ikke kom hjem igen.

han_gjorde_hft.jpg

LIGNELSEN: Guds længsel

Femårige Majken klatrede op på sin fars skød.

»Er du mæt?« spurgte han.

Hun klappede sig på maven og svarede: »Jeg kan ikke spise mere.«

»Fik du også noget af bedstemors kage?«

»Et stort stykke.«

John så på sin mor hen over bordet og sagde: »Du har vist fået fodret os godt af. Nu duer vi ikke til så meget andet end at slå mave.«

Majken rakte op og holdt om hans store ansigt med sine små hænder. »Åh jo, far, det er jo juleaften. Du lovede, at vi skulle danse.«

John prøvede at virke overrasket. »Gjorde jeg det? Jeg kan da ikke huske, at jeg har sagt noget om at danse.«

Bedstemoren smilede og rystede lidt på hovedet, mens hun begyndte at tage af bordet.

»Men far,« klagede Majken, »vi plejer altid at danse juleaften. Os to alene, kan du ikke huske det?«

Nu kunne han ikke længere holde smilet tilbage. »Selvfølgelig husker jeg det, skat. Hvordan skulle jeg kunne glemme det?«

Med de ord rejste han sig og tog hendes hånd, og et øjeblik, bare et øjeblik, vendte hans elskede hustru tilbage til livet, og de to gik ind i stuen for at begynde juleaften, som de plejede, med en dans.

Sådan skulle de også have danset i år og mange år frem i tiden, men så kom den overraskende graviditet og komplikationerne. Majken overlevede, men det gjorde hendes mor ikke. John, slagteren med de store hænder, var alene tilbage med sin Majken.

»Kom nu, far.« Hun trak ham i armen. »Lad os danse, før gæsterne kommer.« Hun havde ret. Snart ville det ringe på døren, deres slægtninge ville fylde stuen, og aftenen ville gå hurtigt.

Men lige nu var det far og Majken og ingen andre.

 

Guds forbløffende kærlighed

Forældres kærlighed til deres børn er en mægtig kraft. Tænk på et ægtepar og deres nyfødte barn. Barnet har absolut ingenting at give sine forældre. Ingen penge. Ingen færdigheder. Ingen gode råd. Hvis den lille havde lommer, ville de være tomme. Et spædbarn i en vugge er et billede på den fuldstændige hjælpeløshed. Hvad er der så elskeligt ved det?

Det ved kun en mor og en far. Se bare på en mors ansigt, når hun pusler om sin nyfødte. Se en fars øjne, når han holder den lille i sine arme. Og hvis du har dit liv kært, så prøv ikke at skade barnet eller tale ondt om det. Hvis du gør det, så har du skaffet dig en frygtelig fjende, for forældres kærlighed til deres børn er en mægtig kraft.

Jesus sagde, at når vi syndige mennesker har så stor en kærlighed til vores børn, hvor meget mere må Gud, vores syndfri og perfekte Far, så ikke elske os? Mattæus 7,11: »Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!« Men hvad sker der, når denne kærlighed ikke gengældes? Hvad sker der med en faders hjerte, når hans børn vender sig fra ham?

 

Alene

Oprøret kom hylende ind i Johns liv som en orkan. Da Majken blev gammel nok til at styre en knallert, besluttede hun, at hun også var gammel nok til at styre sit eget liv. Nu kunne og ville hun leve uden sin far.

»Jeg burde have anet uråd,« sagde John senere, »men jeg forstod slet ingenting.« Han anede ikke, hvad han skulle stille op. Han vidste ikke, hvordan han skulle takle den piercede næse og de stramme, små nederdele. Han forstod ikke de lange nætter og de dårlige karakterer. Og værst af alt: Han vidste ikke, hvornår han skulle tale, og hvornår han skulle tie.

Hun derimod havde det hele regnet ud. Hun vidste, hvornår hun skulle tale til sin far – aldrig. Hun vidste, hvornår hun skulle tie – altid. Og så gik hun alligevel for vidt, da hun fandt sammen med den slaskede, tatoverede fyr, der boede længere nede ad gaden. Han var ikke værd at samle på, og det kunne John se med et halvt øje.

Her gik grænsen. Hans datter skulle i hvert fald ikke tilbringe juleaften sammen med den knægt.

»Du skal tilbringe aftenen sammen med os, unge dame. Du skal sidde i din bedste-mors hus og spise din bedstemors æblekage. Juleaften skal du være sammen med os.«

Den aften sad de ved samme bord, men de kunne lige så godt have siddet i hver sin ende af byen. Majken sad og stak til sin mad og sagde ingenting. Bedstemor prøvede at sludre lidt med John, men han var ikke i humør til at snakke. Dels var han vred, dels var han sønderknust. Samtidig ville han have givet hvad som helst for at vide, hvordan han skulle snakke med denne pige, der de siddet på hans skød.

Endelig kom slægtningene og gjorde en ende på tavsheden. Huset fyldtes med mennesker og larm, mens John og Majken blev siddende på hver sin side af bordet – han forlegen, hun utilnærmelig.

»Sætter du ikke musikken på, John?« spurgte en af hans brødre. Han satte den på. I et fortvivlet forsøg på at glæde hende vendte han sig og gik hen til sin datter. »Vil du danse med din far i aften, Majken?«

Hun fnøs og vendte sig væk, som om han havde fornærmet hende. Derpå rejste hun sig og marcherede i hele familiens påsyn ud ad hoveddøren og videre ned ad fortovet. Hendes far stod alene tilbage.

Meget alene.

 

Guds fjender

Ifølge Bibelen har vi alle gjort som Majken. Vi har kastet vrag på vor Fars kærlighed. »Vi vendte os hver sin vej« (Esajas 53,6).

Paulus går et skridt videre i beskrivelsen af vores oprør. Han siger, at vi har gjort mere end at vende os væk; vi har kæmpet imod vores Far. I Romerbrevet 5,10 kalder han os ligefrem Guds fjender. Men er Paulus nu ikke lige skrap nok? En fjende er en modstander – én som med vilje forsøger at skade. Er vi fjender af Gud?

Forsøger vi at skade vores egen Far?

Tjah, du kan spørge dig selv, om du...

– har gjort ting, som du ved, at Gud ikke ønsker, du skal gøre?

– har skadet et af hans børn eller noget af det, han har skabt?

– har givet nogle af hans modstander Djævelens foretagender din støtte eller dit bifald?

– har talt din himmelske Far imod eller kritiseret ham over for andre?

Hvis du har gjort eller gør én eller flere af disse ting, har du så ikke gjort dig til Guds fjende?

Ifølge Bibelen er vi »af natur vredens børn« (Efeserbrevet 2,3). Det er ikke, fordi vi ikke kan gøre godt. Det kan vi, og det gør vi. Problemet er, at vi ikke kan lade være med også at være onde.

»Der er ingen retfærdig, ikke en eneste ... alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud« (Romerbrevet 3,10.23). Det er der nok mange, der ikke lige vil skrive under på. De ser sig måske omkring og siger: »Sammenlignet med så mange andre er jeg egentlig en udmærket person.« Men en gris kunne jo sådan set sige det samme. Den kunne se på alle de andre i mudderpølen og sige: »Jeg er da lige så ren som de andre.« Men sammenligner grisen sig med mennesker, får den svært ved at kalde sig ren. Mennesker har det samme problem, hvis de sammenligner sig med Gud. Idealet findes ikke her i vores verdens grisesti, men på himlens trone. Gud selv er idealet. Han er den, der sætter standarden.

Vores Gud er en perfekt Gud. Han er ikke plettet af synd og har ikke kompromitteret sig selv på nogen måde. Vi ser mudret vand omkring os, men han ser kun renhed. Vi lever i mørket, han bor i lyset. Gud har aldrig syndet.

Vi har aldrig ikke syndet. Gud har levet syndfrit i en evighed. Jeg ville juble, hvis jeg kunne klare bare en time uden at synde. Det har jeg aldrig kunnet. Hvad med dig? Har du nogensinde klaret tres minutter med kun én synd? Det har jeg heller ikke. Men lad os nu bare sige, at du kunne klare det. Lad os sige, at du levede et liv, hvor du kun syndede gen-nemsnitligt én gang i timen. Skal vi så regne lidt på det? Hvis vi nu siger, at du levede 72 år, så ville du i din tid begå 630.720 synder. Eftersom du sidder og læser denne bog, kan vi måske runde ned til 600.000.

Prøv så at forestille dig det øjeblik, hvor du står foran Gud. Husk, at han er en perfekt Gud, og at hos ham er alting hundrede procent rent og helligt. Og du? Du ville også være perfekt, hvis ikke det lige var for de 600.000 synder, du havde begået. Men som det er nu, skiller en enorm mængde af synd og ufuldkommenhed dig fra Gud.

Vi har et problem: Vi er syndere, og Gud siger: »Syndens løn er død« (Rom 6,23).

Hvad kan vi gøre? Hvordan reagerer Gud, når vi gør os til hans fjender?

 

Majken kom tilbage samme aften, men kun for en kort tid. John bebrejdede hende aldrig, at hun var gået. Han forstod godt, at det var svært at være datter af en slagter. I de sidste dage, de var sammen, prøvede han alt. Han lavede hendes yndlingsmad – hun var ikke sulten. Han inviterede hende med i biografen – hun blev på sit værelse. Han købte en ny kjole til hende – hun sagde ikke engang tak. Og så var der den forårsdag, hvor han tog tidligt fri fra arbejde for at kunne tage imod hende, når hun kom hjem fra skole.

Det viste sig at være den dag, hvor hun slet ikke kom hjem igen.

En ven så hende og hendes fyr i nærheden af busstationen. Politiet bekræftede over for John, at de havde købt billetter til Chicago. Hvor hun tog hen derfra, kunne ingen vide.

 

Vejen hjem

Den mest kendte vej i verden er vel Via Dolorosa, »Smerternes Vej«. Det er den rute, som Jesus ifølge traditionen fulgte gennem Jerusalem på sin vej fra Pilatus’ borg til Golgata. På ruten findes der forskellige stationer, hvor kristne pilgrimme ofte standser for at bede en bøn. En af stationerne skal minde om Pilatus’ domsafsigelse, en anden markerer det sted, hvor Simon blev tvunget til at bære korset for Jesus. To stationer er til minde om, hvordan Kristus snublede, og ved én mindes hans ord. Der er i alt fjorten stationer til erindring om begivenhederne i forbindelse med Jesu vej til korset.

Er det så også den rigtige rute? Sikkert ikke. Da Jerusalem blev ødelagt, første gang i år 70 og anden gang i år 135, blev byens gader også ødelagt. Derfor kan ingen sige præcis, hvad vej Kristus gik gennem byen den fredag.

Men vi ved, hvor Jesu vandring begyndte.

Hans vandring begyndte ikke i Pilatus’ borg, men i de himmelske sale. Faderen begyndte sin rejse, da han forlod sit hjem for at lede efter os. Han tog kun én ting med sig på rejsen: Et brændende ønske om at vinde vores hjerter tilbage.

Dette er kernen i det kristne budskab: Gud blev menneske. Han kom til verden i en almindelig stald som barn af en almindelig kvinde. Dette havde et helt bestemt formål. Han kom for at bane en vej for os – en vej tilbage til ham. Hans død var et offer for vores synd. Jesus trådte i stedet for os. Han tog vores straf, for at vi skulle gå fri.

Jesus havde kun ét mål: at få sine børn med hjem igen. Bibelen bruger et bestemt ord til at betegne Guds formål med at rejse ud: Forsoning.

»Det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv« (2 Kor 5,19). Det græske ord for »forsone« eller »forlige« har også betydningen ’at lave om på noget’. Ved forsoningen heles det brudte, oprøret går i sig selv, og kærligheden vækkes af sin søvn.

Forsoningen lægger sig som en varm hånd på en hængende skulder og skubber blidt den trætte i retning af hans hjem.

 

Den skravlede dreng med tatoveringerne havde en fætter. Fætteren arbejdede om natten i en døgnkiosk. For næsten ingen penge lod han de to bortløbne bo i sin lejlighed om natten, men om dagen skulle de være ude.

Det passede dem sådan set fint. De havde store planer. Han ville være mekaniker, og Majken var helt sikker på, at hun kunne få et job i et supermarked. Han vidste godt nok ingenting om biler, og hun vidste endnu mindre om at skaffe sig et job – men den slags tænker man ikke så meget på, når man er beruset af frihed.

Efter et par uger havde fætteren imidlertid fået nok. Samme dag meddelte fyren med tatoveringerne, at det havde han også. Pludselig stod Majken på gaden uden noget sted at sove og uden nogen hånd at holde i.

Det blev en trist aften – den første af mange.

En kvinde i parken fortalte hende om et herberg for hjemløse i nærheden af broen. Der kunne hun få en skål suppe og en madras at sove på for et par mønter. Et par mønter var også alt, hvad hun havde. Hun brugte sin rygsæk som hovedpude og sin jakke som tæppe. Der var så meget larm i rummet, at det var svært at sove. Majken vendte ansigtet ind mod væggen og tænkte for første gang i flere dage på sin fars ansigt, når han bøjede sig ned for at kysse hende godnat. Hendes øjne blev fugtige, men så tog hun sig sammen og nægtede at græde. Hun skubbede mindet ind i en fjern krog af sit sind og lovede sig selv ikke igen at tænke på sit hjem.

Hun kunne alligevel ikke vende tilbage. Det var kommet for vidt.

Næste morgen begyndte pigen på madrassen ved siden af at overdænge hende med gode tips og fiduser. Hun arbejdede som danserinde på en af byens natklubber. »Det er sidste aften, jeg sover her,« sagde hun. »Nu tjener jeg nok til at betale for min egen lejlighed. De leder i øvrigt efter en pige mere. Du kan da prøve at komme forbi.« Hun trak en tændstikæske op af lommen. »Adressen står på den her.«

Majken følte sig helt syg ved tanken om at danse i en natklub, men takkede dog pigen og mumlede, at hun ville tænke over det.

Resten af ugen vandrede hun rundt i byen og ledte efter arbejde. Sidst på ugen, da det blev tid for hende at betale på herberget, stak hun prøvende hånden i lommen, men fandt kun en tændstikæske.

»Jeg rejser i aften,« sagde hun og gik ud ad døren.

Sult er en streng læremester.

 

Stolthed og skam

Stolthed og skam. Man skulle ikke tro, at de to var søskende. De ser så forskellige ud. Stoltheden puster sig op. Skammen synker sammen i skuldrene. Stoltheden praler. Skammen tier helt stille. Stoltheden viser sig frem. Skammen gemmer sig og undgår mennesker.

Men lad dig ikke narre. De to følelser har en fælles årsag. De har også den samme virkning. De holder dig væk fra din Far.

Stoltheden siger: »Du er for god til ham.«

Skammen siger: »Du er for ringe til ham.«

Stoltheden driver dig bort fra ham.

Skammen holder dig væk fra ham.

Hvis stoltheden er det, der får dig til at falde, så er skammen det, der forhindrer dig i at rejse dig igen.

 

Hvis der var noget, Majken var god til, så var det at danse. Hun havde lært det af sin far. Nu sad mænd på hendes fars alder og gloede på hende. Men Majken tænkte ikke nærmere over det – hun prøvede helt at lade være med at tænke. Hun gjorde bare sit arbejde og tog de penge, som de gav hende.

Måske var hun aldrig kommet til at tænke over det, hvis ikke det havde været for brevene. Fætteren kom med dem. Ikke et eller to, men en hel kassefuld. Alle adresseret til hende. Alle skrevet af hendes far.

»Han må have sladret om dig, min fætter. Der kommer to eller tre hver uge,« klagede fætteren. »Giv ham din adresse.« Men nej, det kunne hun ikke. Så ville han bare opsøge hende.

Hun kunne ikke få sig selv til at åbne konvolutterne. Hun vidste, hvad der stod i brevene: Han ville have hende hjem igen. Men hvis han havde vidst, hvor hun var nu, så ville han ikke have skrevet.

Det ville sikkert gøre mere ondt, hvis hun læste brevene. Så det gjorde hun ikke. Hverken den uge eller den næste, da fætteren kom med flere breve, eller den næste, da han kom igen. Hun opbevarede dem i sit omklædningsrum på natklubben, omhyggeligt ordnede efter dato. Hun sad tit og bladrede dem igennem, men kunne stadig ikke få sig selv til at åbne nogen af dem.

De fleste dage klarede Majken at holde sine følelser i ave. Længsel og skam blev gemt bort på ét og samme sted i hendes hjerte. Men nogle dage kunne hun ikke holde tankerne væk.

Som den dag hun så en kjole i et forretningsvindue. Den havde præcis samme farve som én, hendes far engang havde købt til hende. Den havde været alt for kedelig til hende. Hun havde kun modvilligt taget den på og stillet sig foran spejlet sammen med ham. »Du er jo snart lige så høj som mig, tøs,« havde han sagt. Hun var blevet helt stiv, da han rørte ved hende.

Men da hun nu stod og så sit hærgede an-sigt spejlet i forretningens vindue, blev hun klar over, at hun ville give tusind kjoler for at mærke hans arm igen. Hun gik hurtigt væk og besluttede sig for aldrig mere at gå forbi den forretning.

 

Valg

Vi vælger alle sammen. Nogle gange vælger vi det rigtige, nogle gange ikke. Gud giver os et evigt valg, og det valg får evige konsekvenser.

Du har sikkert truffet nogle forkerte valg i dit liv. Måske har du valgt de forkerte venner eller den forkerte karriere eller måske endda den forkerte ægtefælle. Måske ser du tilbage på dit liv og tænker: »Kunne jeg dog bare ... kunne jeg dog bare rette op på alle de forkerte valg, jeg har truffet«. Den gode nyhed er, at når du hører Gud kalde på dig, så kan du fak-tisk træffe et valg for evigheden, der kompenserer for de tusinde forkerte valg.

Lige siden Jesus blev menneske og døde og opstod for os, har vi haft muligheden for at træffe det evigt gode valg. Men er det ikke underligt, at nogle mennesker vælger det evige liv, mens andre afviser det? Hvordan kan to mennesker se på den samme Jesus og den ene håne ham, mens den anden beder til ham? Jeg ved ikke hvordan, men det sker.

Det var, hvad der skete ved Jesu kors. Der stod to andre kors på højen den dag, Jesus døde. På korsene hang to forbrydere, som var dømt til at lide den samme straf. De to kors ved siden af Jesu kors minder os om én af Guds største gaver til os: Valgets gave. Den ene forbryder valgte Jesus, den anden valgte at håne ham. Bibelen beskriver det så levende:

»Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: ’Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!’ Men den anden satte ham i rette og sagde: ’Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort’ Og han sagde: ’Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.’ Og Jesus sagde til ham: ’Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis’« (Lukas 23,39-43).

Den ene forbryder bad, og Jesus elskede ham så højt, at han frelste ham. Den anden forbryder spottede, og Jesus elskede ham så højt, at han lod ham gøre det.

Jesus gav ham valget.

Det har han også givet dig.

 

Snart begyndte bladene at falde, og det blev koldere. Brevene blev ved med at komme, og fætteren blev ved med at beklage sig over det. Men hun ville stadig ikke give ham sin adresse. Og hun ville stadig ikke læse brevene.

Så nogle få dage før jul kom der endnu et brev. Det var samme slags konvolut og den samme håndskrift, men dette brev var der hverken frimærke eller poststempel på. Det var heller ikke fætteren, der kom med det. Det stod bare pludselig på bordet i hendes omklædningsrum.

En af de andre dansere forklarede: »Der kom en stor mand for et par dage siden og bad mig om at give dig det brev. Han sagde, at du ville vide, hvem han var.«

»Kom han her?« spurgte Majken ængsteligt.

»Det er jo det, jeg siger,« svarede den anden utålmodigt.

Majken sank en klump og stirrede på brevet. Så åbnede hun konvolutten og trak et kort op. »Jeg ved, hvor du er henne,« stod der. »Jeg ved også, hvad du laver. Det gør ingen forskel. Det, jeg har skrevet i de andre breve, gælder stadig.«

»Men jeg ved jo ikke, hvad du har skrevet,« klynkede Majken. Hun fandt alle hans breve, tog det øverste og åbnede og læste det. Så gjorde hun det samme med det næste – og det næste igen. Én sætning gik igen i alle brevene. En sætning, der indeholdt et spørgsmål.

Efter få minutter var gulvet oversået med papir, og hendes ansigt var vådt af tårer.

Før der var gået en time, sad hun i en bus. »Måske kan jeg lige nå det.« Hun nåede det næsten.

Hans slægtninge var begyndt at tage afsked. John stod og hjalp sin mor ude i køkkenet, da hans bror kaldte på ham inde fra stuen, hvor der pludselig var blevet besynderligt stille. »John, der er én, der gerne vil snakke med dig.«

John kom ind fra køkkenet og standsede brat op. I den ene hånd havde hun sin rygsæk. I den anden holdt hun et kort. John læste et spørgsmål i hendes øjne.

»Svaret er ja,« sagde hun stille til sin far. »Hvis invitationen stadig gælder, så er svaret ja.«

John sank en klump og sagde: »Den gælder stadig. Altid.«

Og så dansede far og datter endnu en gang sammen juleaften.

På gulvet, i nærheden af døren, lå et brev til Majken med hendes fars spørgsmål: »Vil du komme hjem og danse med din far igen?«


Skrevet af:
Max Lucado

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også