... med den rigtige bus?

Der er mange forskellige busser, som alle sammen hævder at køre til lykkens land. Der er nydelsens bus, rigdommens, magtens, lidenskabens. Jeg fik øje på en bus, der hed ’Fest’, og gik op i den. Den var fuld af mennesker, der lo og morede sig, som om de var til en fest, der aldrig holdt op. Det varede et stykke tid, før jeg fandt ud af, at når de hele tiden larmede så meget, var det for at dække over deres indvendige smerte.

GAVEN: Guds invitation

Jeg kan huske, dengang jeg var syv år og skulle på besøg hos mine bedsteforældre i en uge. Min far og mor købte en billet, gav mig lidt lommepenge og satte mig på en bus med streng besked om ikke at tale med fremmede eller stå af bussen, før jeg kunne se bedstemor ud ad vinduet. De bankede ind i hovedet på mig, at målet for min rejse var Ralls i Texas.

Gud har gjort noget lignende for dig. Han har sendt dig ud på livets rejse, og han har et ganske bestemt mål for den rejse (og det er heldigvis ikke Ralls i Texas).

»For Gud har ikke bestemt os til at rammes af hans vrede, men til at opnå frelsen ved vor Herre Jesus Kristus« (1 Thessalonikerbrev 5,9).

Ifølge Bibelen er formålet med dit liv at opnå frelse. Endestationen er Den nye Jord. Gud har gjort præcis det samme for dig, som mine forældre gjorde for deres syvårige dreng. Han har betalt din rejse, og han har udrustet dig med det, du har brug for på rejsen. Gud elsker dig nemlig så meget, at han gerne vil være sammen med dig i al evighed.

Men valget er dit. Han står parat med billetten og lommepenge til rejsen, men mange vælger alligevel at rejse i andre retninger. Det er problemet.

Vores problem: Synden

(Vi er på den forkerte bus)

Da mine forældre gav mig billetten og viste mig, hvilken bus jeg skulle tage, troede jeg på dem og gjorde, som de sagde. Jeg stolede på dem. Jeg vidste, at de elskede mig, og at de vidste bedre besked, end jeg selv gjorde. Derfor steg jeg på bussen.

At blive kristen er at stige på bussen med Kristus. Jesus står i bussens dør og siger:

»Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig« (Joh 14,6)

Desværre er det ikke alle, der tager imod hans invitation. Det gjorde jeg heller ikke selv første gang, han inviterede mig. Jeg rejste længe med den forkerte bus.

Der er mange forskellige busser, som alle sammen hævder at køre til lykkens land. Der er nydelsens bus, rigdommens, magtens, lidenskabens. Jeg fik øje på en bus, der hed ’Fest’, og gik op i den. Den var fuld af mennesker, der lo og morede sig, som om de var til en fest, der aldrig holdt op. Det varede et stykke tid, før jeg fandt ud af, at når de hele tiden larmede så meget, var det for at dække over deres indvendige smerte.

Synd er at stå på den forkerte bus. Synd er, når vi siger: Nu vil jeg gå mine egne veje i stedet for at gå Guds vej. Synd er, når vi siger: Nu vil jeg gøre, lige hvad jeg har lyst til, uanset hvad Gud mener. Men det er kun Gud, der kan opfylde vores behov. Synd er at lede alle mulige andre steder end hos Gud efter det, som kun Gud kan give. Er jeg mon den eneste, der har rejst et stykke med den forkerte bus? Selvfølgelig ikke. Nogle busser er værre at køre med end andre, og nogle busruter er længere end andre, men:

»Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej« (Esajas 53,6)

»Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os« (1 Johannesbrev 1,8)

»Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud« (Romerbrevet 3,23)

Det er en stor fejl at gå op i den forkerte bus. Synden ødelægger vores forhold til Gud. Meningen med vores liv er at rejse sammen med ham. Men når vi kommer op i en bus, der kører en anden vej, så føler vi os naturligvis langt væk fra Gud. Det er derfor, livet nogle gange føles så ubehageligt. Det er derfor, vi ikke gør det, vi er bestemt til.

Og synd ødelægger ikke bare vores forhold til Gud, det skader også vores relationer til andre mennesker. For hvad sker der, når man er på en lang rejse til det forkerte sted sammen med en busfuld andre mennesker? Ja, efterhånden så bliver folk jo deprimerede og irritable. Ingen kan i virkeligheden lide at være ude på en endeløs rejse, der ikke fører til noget godt.

Vi kan prøve at løse vores problem med terapi eller rekreation eller recepter, men i det lange løb er der ingenting, der hjælper. Bibelen siger:

»En vej kan forekomme en mand rigtig og dog ende med at føre til døden« (Ordsprogenes bog 16,25)

For ser du, slutresultatet af synden er ... død. Åndelig død. »Syndens løn,« skriver Paulus, »er død« (Rom 6,23)

Hvis du tilbringer et langt liv på en bus, der kører i den forkerte retning, så ender du det forkerte sted. Så en-der du i Helvede. Gud vil ikke have dig i Helvede. Han har hele tiden planlagt, at du skulle i himlen. Du er bestemt til himlen, og Gud vil gøre hvad som helst for at få dig hjem ... på nær én ting. Der er én ting, Gud ikke vil gøre: Han vil ikke tvinge dig. Valget er dit. Alt andet har han sørget for, men valget må du selv træffe. Lad mig forklare dig, hvad jeg mener.

Løsningen: Nåde

(Tag med den rigtige bus)

Problemet er altså den synd, som vi alle begår – også du. Hvad kan du så gøre ved det? Tjah, du kan jo gå i kirke, men det bliver du ikke kristen af. Ligesom du ikke bliver racerkører af at gå til racerløb, bliver du heller ikke kristen bare af at gå i kirke. Du kunne også prøve af al din magt at gøre Gud tilfreds. Du kunne gøre en masse godt for andre og forære alle dine ting til mennesker, der havde brug for dem. Det eneste problem med det er, at du aldrig kan vide, hvornår du har gjort nok. Du kan også se, om du får noget ud af at sammenligne dig selv med andre: »Jeg er ikke perfekt, men jeg er da langt bedre end Hitler.« Problemet med det er, at det er ikke mennesker, men Gud, der sætter standarden.

Hvad skal du så gøre? Hvis du ikke kan frelse dig selv ved at gå i kirke eller gøre gode gerninger eller finde nogen, der er værre end dig selv, hvordan skal du så blive frelst? Svaret er ganske enkelt: Du skal stige op i den rigtige bus.

»For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv« (Johannesevangeliet 3,16).

Læg mærke til, hvad det var, Gud gjorde:

»...han gav sin enbårne søn.« Sådan fjernede han din synd. Prøv at tænke sådan her på det: Du er blevet fundet skyldig i en forbrydelse. Du står i retssalen foran dommeren og hører ham idømme dig dødsstraf for din forbrydelse. Det er en retfærdig dom. Der er ingen tvivl om din skyld, og straffen for en modbydelig forbrydelse som din er døden. Nu er der bare det ved det, at dommeren er din far. Han kender loven og ved, at din forbrydelse må straffes med døden. Men han kender også kærligheden, og han ved, at han elsker dig alt for meget til at lade dig dø. Hans utroligt store kærlighed til dig får ham til at rejse sig, stille sig hen ved siden af dig og sige: »Jeg vil gerne dø i hans sted.«

Det er, hvad Gud har gjort for dig. Syndens løn er døden. Den himmelske retfærdighed kræver, at din synd straffes med død. Samtidig kan den himmelske kærlighed ikke bære, at du skal dø. Derfor rejste Gud sig fra sin trone i himlen. Derfor kom han ned til os på jorden og fortalte os, at han ville dø i vores sted. Han ville være vores frelser. Og sådan blev det.

»For det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser ... Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham« (2 Korinterbrev 5,19.21).