Gå efter guldet

På en gravsten over bokseren Agathos Daimon, fundet i Olympia i Grækenland, står der: ”Her døde han, mens han boksede på Stadion, efter at have bedt til Zeus om enten en sejrskrans eller at dø. 35 år gammel. Farvel”.

For denne konkurrencedeltager var en andenplads ikke en mulighed. Han gik efter guldet og døde i forsøget på at vinde det.

Apostlen Paulus beskrev det kristne liv ved hjælp af atletiske metaforer. Hans mål var at vinde det kristne livs ”væddeløb”, ikke at miste det. Og Paulus døde sejrende!

Paulus var med til idrætslegene

Evangelisten Lukas forklarer ikke nærmere, hvorfor Paulus tog til Korinth under sin anden missionsrejse, men en grund kunne være, at de isthmiske lege blev afholdt i løbet af foråret 51 e. Kr., og Paulus vidste, at der ville være mange mennesker fra hele Grækenland samlet til denne begivenhed. Legene var en enestående mulighed for at nå mange mennesker med evangeliet.

Atleter fra hele Grækenland samledes hvert andet år i løbet af foråret til de isthmiske lege. Legene blev afholdt til ære for den græske gud Poseidon, ”Havets gud”. I byen var der et stadion, et teater og en hippodrom, der blev brugt til atletiske konkurrencer, og i en lille bygning, kaldet Palaimon, aflagde atleterne løfte om at følge legenes regler. Hvis de brød løftet, blev de diskvalificeret. 

Atleterne konkurrerede i løb, brydning, boksning, diskos- og spydkast, længdespring, stridsvognsvæddeløb, oplæsning af poesi og sang. Ifølge flere indskrifter deltog kvinder ligeledes i legene. Indskrifter nævner kvinder, der vandt både 200 meter løb og stridsvognsvæddeløb. 

Der var ikke noget hotel på stedet, og derfor sov folk i telte på de omkringliggende marker. At reparere og sælge telte ville give Paulus og hans medarbejdere rigeligt arbejde og en god mulighed for at dele evangeliet med dem, som var til stede ved.

Idræt som billede

I Bibelen er der flere passager, hvor Paulus tilsyneladende har haft de isthmiske lege i tankerne. Vi vil her nævne tre.

1 Kor 9,24-27: Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb sådan, at I vinder den! Men enhver idrætsmand er afholdende i alt – de andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner. Jeg løber derfor ikke hid og did, og jeg er ikke som en bokser, der slår i luften. Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet.

Her opmuntrer Paulus korintherne til at øve kristen selvdisciplin, således at de ikke bliver diskvalificeret fra væddeløbet. Modsat moderne olympiske lege, hvor der uddeles medaljer i både guld, sølv og bronze, var det i oldtidens lege kun vinderen, der modtog sejrskransen. Der var ingen anden- og tredje præmie. At vinde var alt! Paulus opmuntrede de troende i Korinth til at opnå sejrsprisen i kristenlivets væddeløb ved at være mådeholdende og øve selvkontrol i deres personlige adfærd.

I de isthmiske lege blev vinderen belønnet med en krans af selleriblade. Paulus beskriver den som en forgængelig krans og henleder i stedet de troendes opmærksomhed på målet for det ”himmelske væddeløb”, som er en krans, der ikke visner.

Brutalt som en boksekamp

Paulus bruger to metaforer. En af en løber, der fokuserer på mållinjen, og en af en bokser, der ikke viger tilbage for sin modstander som en ”skyggebokser”, men kæmper mod ham til det sidste.

I de olympiske lege var boksning den mest brutale disciplin. Bokseren bandt læderremme over sine knoer. I de romerske lege, som de isthmiske lege sandsynligvis fulgte, indføjede man bly, jern og endda søm i remmene! Atleterne boksede nogen gange i op til fire timer, indtil en deltager blev slået ud, eller en af bokserne signalerede nederlag med en løftet pegefinger. Boksning var en alvorlig og brutal disciplin. Det kunne det kristne liv til tider også være.

2 Tim 2,5: Ingen idrætsmand vinder sejrskransen, hvis han ikke følger reglerne.

Paulus fastslår: ”Ingen idrætsmand (ordret: atlet) vinder sejrskransen, hvis han ikke følger (ordret: kæmper efter) reglerne”. Sandsynligvis havde Paulus det løfte, som atleterne afgav i Palaimon, i tankerne. Her svor atleterne, at de ville følge reglerne for træning og heller ikke snyde sig til den isthmiske krans. Under det kristne ”væddeløb” må man ligeledes følge reglerne. For at kende reglerne, må man kende ”regelbogen”, Guds Ord. Den, som tror på Herren Jesus, er forpligtet til at læse, studere og følge Guds Ord i sit liv.

Paulus kæmpede og vandt

2 Tim 4,6-8: Mit blod skal snart udgydes, og tiden er inde, da jeg skal bryde op. Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen. Nu har jeg retfærdighedens sejrskrans i vente, som Herren, den retfærdige dommer, på den dag vil give mig – og ikke mig alene, men alle dem, som har glædet sig til hans tilsynekomst.

Dette skrev Paulus i juni 67 e. Kr., da han sad fængslet i Rom og ventede på sin henrettelse. En af de arkæologer, der udgravede Isthmia, beskrev de ord, Paulus skrev i disse vers, på følgende måde: ”Ordene har et mere tydeligt atletisk anstrøg på græsk. For at fremhæve dette, kunne passagen gengives: ’Jeg har konkurreret i de gode atletiske lege; jeg har afsluttet løbekonkurrencen, jeg har holdt løftet (dvs. at konkurrere ærligt, med henvisning til den atletiske ed). Jeg har kun tilbage at modtage retfærdighedens krone, som er blevet sat til side til mig; den vil blive tildelt mig af Herren, den retfærdige sportsdommer, på den dag.’ (En hentydning til legenes sidste dage, når præmierne antagelig blev uddelt til vinderne)”.

Paulus vidste, han havde spillet efter reglerne, og at han havde vundet væddeløbet. Herren Jesus, retfærdighedens dommer, ville belønne ham for hans sejr. Artiklen er oprindeligt trykt i bladet TEL nr. 2-2004 og her bragt i forkortet udgave med tilladelse fra Selskab for Bibelsk Arkæologi.

Gordon Franz, Associates for Biblical Research, USA, 08/06/2004
Selskab for Bibelsk Arkæologi