Nær hos alle


Pinsedag
Liturgisk farve: Rød

Pinsen er sammen med julen og påsken, én af den kristne kirkes tre store højtider. Pinsedag fejrer vi at Gud sendte Helligånden til jorden. Han skulle afløse Jesus som 10 dage forinden var taget tilbage til himlen.

MiniprædikenVar det ikke meget bedre, dengang Jesus gik her på jorden? Dengang kunne man jo se ham og høre ham lige så tydeligt som andre mennesker. Jesus svarer selv nej til det spørgsmål. Han siger, at vi skal glæde os over, at han er stået op af graven og nu er i himlen hos sin far, Gud. Det betyder nemlig, at han har sejret over døden og kan give os det evige liv.

Og så har Gud også sendt os sin helligånd, som vil minde os om det, som Jesus har lært os. Helligånden vil minde os om Guds store kærlighed til os, som Jesus har fortalt om. Og han vil give os troen på, at Jesus er død og stået op af graven for at frelse os.

Han hører os

Derfor skal vi ikke være kede af, at vi ikke kan se Jesus på samme måde som dem, der levede på jorden samtidig med Jesus. Han kan på en måde hjælpe os endnu bedre nu, for nu kan han være nær hos os alle på én gang. Han hører vores bøn og råb om hjælp lige godt og lige meget om vi er i Israel, Sydamerika, Afrika eller Danmark.

Vi skal ikke være bange eller forfærdede, for Jesus kommer til os lige der, hvor vi er.

Prædikenteksten 

Judas, ikke Iskariot, sagde til Jesus: "Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?"

Jesus svarede ham: "Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig. Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer."

"Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer."

"Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker."

"Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!"

Johannesevangeliet 14,22-31

Læs alle søndagens tekster her.

Bibelteksten er fra den autoriserede danske bibeloversættelse fra 1992
© Det Danske Bibelselskab 1992.



Holger Skovenborg, 06/06/2011
Et Ord med på vejen

 

Filmogtro.dk

Brug for én at tale med?

I samtalerummet kan du tale med en kristen om alt, hvad du har på hjerte. Det er 100% anonymt, live og fortroligt.

| Sitemap | Til toppen© 2001-2013 Indre Mission. Ansv. redaktør: Peter Guldager Dahl. JesusNet.dk må citeres efter aftale.
Silkjær